Nyheder5. maj 2017

Sisse Fisker et halvt år efter stor operation: Der er gode og dårlige dage

Det er et halvt år siden, at TV-vært Sisse Fisker gennemgik en omfattende operation for at komme smerter ryggen til livs. I den forbindelse gjorde hun status over resultatet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sisse_1.jpg
 Foto: All Over Press

I fem år levede TV-vært Sisse Fisker i et sandt smertehelvede. Den populære TV-vært havde så store smerter i sin ryg, at hun jævnligt måtte tage stærkt smertestillende medicin.

For et halvt år siden tog 40-årige Sisse Fisker så en stor beslutning og valgte at lade sig operere på Glostrup Hospital. Under den omfattende operation fik hun blandt andet sat et stivgørende element ind.

Torsdag var det et halvt år siden, hun med egne ord ”rejste sig fra sygesengen”, og i den forbindelse gjorde hun status over, hvordan hun har det i dag.

På sin Instagram-profil delte Sisse Fisker et billede af sig selv fra dengang, hun var indlagt. Til billedet skrev hun:

- I dag er det et halvt år siden, jeg rejste mig fra sygesengen og gik de første skridt med en "talerstol" efter min operation. Jeg husker det, som var det i går.

- Glæden over at være på den anden side af indgrebet med ny diskus og skruer i ryggen, og frustrationen over at være sendt til tælling på fysikken og dopet med morfin og nervemedicin. Samtidig sommerfugle i maven ved tanken om at blive mine rygsmerter kvit. Hvordan går det så, er der mange der spørger, skriver Sisse Fisker på sin Instagram-profil, inden hun fortsætter:

- Det går fint. Nogle dage endda fremragende. Andre er knap så stor en fest. Jeg er kommet langt i min genoptræning, og jeg har fejret dagen med at sætte ny gå-rekord med 22.000 skridt. I går var jeg på crosstrainer i 10 min uden smerter, og for nylig løb jeg 500 meter, så det går fremad, skriver hun og tilføjer:

- Jeg er desværre ikke blevet helt smertefri, som jeg havde håbet, men jeg er også kun halvvejs i min genoptræning. Jeg tror på yderligere fremgang det næste halve år. Med hjælp fra @mikkel_hjuler og @sanniwv. Jeg vil knokle for at få det bedste resultat, og jeg satser klart på at løbe til Glostrup til 1 års tjek i november. Eller i hvert fald cykle.

Sisse Fisker begyndte at få rygproblemer for fem år siden, efter hun havde født sønnen Isak. Efter utallige undersøgelser og scanninger fastslog lægerne, at TV-værtens rygsmerter skyldtes såkaldte Modic-forandringer, der er en betændelsestilstand i ryggen.

Smerterne har været så voldsomme, at Sisse Fisker har taget smertestillende medicin for at kunne passe sit job på DR.

Sponsoreret indhold