Nyheder13. juni 2016

Prins Henrik: - Jeg er slet ikke pensioneret

Også hvad angår prins Henriks arbejdsliv går dronningen og prinsen hver sin vej
https://imgix.seoghoer.dk/tivoliklubben-337-cpo_2.jpg
 Foto: Claus Poulsen
Dronning Margrethe og prins Henrik har efterhånden i et stykke tid levet hver deres liv, og det er, hvad det er, men nu undsiger prins Henrik offentligt sin hustru.
I det allerhelligste - dronningens nytårstale - sagde dronning Margrethe på den sidste dag i 2015, at prins Henrik går på pension. - Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at ' drosle ned', til - hvis jeg må sige det på almindeligt dansk - at gå på pension, sagde dronning Margrethe.
Men mandag lyder det nu fra prins Henrik, at han absolut ikke er gået på pension - 'det kan man ikke som kongelig', siger han i et interview med BT. - Åh, man kalder det at blive pensioneret, men man bliver ikke pensioneret, når man er kongelig, siger prins Henrik, der lørdag fyldte 82. Han fejrede fødselsdag uden dronning Margrethe, der tog på sommertogt til Færøerne. - Det er ikke en pension, men jeg har besluttet mig ikke at deltage så meget. At være diskret. Og ikke at gøre noget officielt, uddyber prins Henrik uden at han dog vil sige noget om årsagen til, at han skærer de officielle forpligtelser fra.
Måske prins Henrik frygter at miste de otte millioner kroner, han får hvert år i apanage. Tidligere på året viste en meningsmåling, at et flertal af danskerne mener, at 'lønnen' til prins Henrik skal sættes ned efter pensionen. Dronningen har ikke kommenteret Henriks udtalelser.
For nylig undlod prins Henrik at tage med til fødselsdag hos Margrethes svenske fætter, kong Carl Gustaf, men ellers er den 82-årige prins meget rejselysten. I foråret var han tre uger i Egypten med venner og kort derefter en uge i Italien på kunstindkøb, så rejseaktiviteterne er der ikke skåret synderligt ned på, pensionisttilværelse eller ej.

Sponsoreret indhold