Nyheder16. februar 2018

Peter Madsens tidligere elskerinde: Han jokede med at skære i mig

I et interview med Kim Walls veninde fortæller Peter Madsens tidligere elskerinde, at han få dage inden mordet på Kim skrev nogle foruroligende beskeder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/peter-madsen22082017.jpg
 (Foto: Polfoto)

Mediet Wired har udgivet en artikel, som er skrevet af journalist og veninde til Kim Wall, May Jeong.

I artiklen skriver May blandt andet om et interview, som hun har lavet med en af drabstiltalte Peter Madsens tidligere elskerinder.

Efter Kim Wall forsvandt, tog May Jeong til København, fordi hun søgte svar på, hvad der var sket med hendes veninde.

Hun ledte blandt andre efter en kvinde, som umiddelbart ikke gad at tale med hende.

Kvinden er en tidligere ven og elskerinde til Peter Madsen, og hun boede også på Refshaleøen, hvor Madsen havde sit ubådsværksted.

Tilbragte hele dagen sammen
May Jeong opsøgte den tidligere elskerinde, selv om hun allerede havde givet udtryk for, at hun ikke ville tale med May.

- Jeg bankede på hendes dør, og hun lukkede mig ind.

- Vi endte med at tilbringe resten af dagen sammen. Hun missede en koncert, jeg aflyste min aftale, skriver KIm Walls veninde i artiklen.

May Jeong har talt med flere, der kender Peter Madsen, og også den her kvinde var enormt vred på ubådsmageren.

- Ligesom andre, søgte hun i sin hukommelse gennem alle øjeblikke, hun havde haft med ham, efter spor, der måske kunne forklare den her tragedie. Hun fortalte mig, at hun havde enten set eller talt med Madsen næsten hver dag i ugerne op til Kims død, skriver May Jeong.

Og efterfølgende fortalte kvinden om én særlig episode, som hun ikke kan få ud af hovedet.

Ville skære i hende
Nogle dage inden Kim Wall tog ud på ubåden Nautilus sammen med Peter Madsen, havde kvinden skrevet med ham. Hun var på det tidspunkt i gang med et kunstprojekt - en video - som hun ikke kunne få færdig. Hun bad derfor Peter Madsen om at motivere hende med en trussel. Samtalen begyndte som en uskyldig sexsnak, men pludseligt eskalerede den.

- Det var en joke, starter kvinden med at sige, inden hun finder samtalen frem.

- Han skriver, at han har en mordplan klar i ubåden, og jeg fortæller ham, at jeg ikke er bange, og han skal være mere truende. Han fortæller om de værktøjer, han vil bruge, og jeg siger, "Åh, det er ikke truende", fortæller kvinden til May Jeong.

Kvindens beskrivelse af samtalen blev mørkere, og i samtalen begynder Peter Madsen at tale om at invitere en ven ned i ubåden.

- Her ville stemningen pludseligt ændre sig, og de ville begynde at skære i hende, skriver May Jeong.

Overdraget til politiet
På daværende tidspunkt, som er få dage inden mordet på Kim Wall, lagde kvinden ikke noget særligt i Peter Madsens beskeder. Hun havde aldrig troet, at det var seriøst.

May Jeong skriver i sin artikel, at politiet har fået samtalen mellem kvinden og Peter Madsen.

I anklageskriftet i sagen mod Peter Madsen står der, at politiet mener, at der var tale om et planlagt mord.

8. marts starter retssagen mod Peter Madsen. Sagen løber frem til 25. april, hvor det forventes, at dommen afsiges. Der er afsat 12 retsdage til behandlingen af sagen.

Peter Madsen nægter sig skyldig i drab og anden kønslig omgang end samleje, men har erkendt usømmelig omgang med lig ved at have parteret Kim Walls lig.

Han fastholder, at Kim Wall døde som følge af en ulykke om bord på UC3 Nautilus.

Sponsoreret indhold