Cecilie Hother tog Ellinor med til havet: Mit lille mirakel

– Det er første gang, Ellinor er ved havet. Jeg tror, hun nyder lyden af de bølgerne, siger Cecilie Hother, som smed skoene og soppede i det for en gangs skyld rolige Vesterhav.

– Det er første gang, Ellinor er ved havet. Jeg tror, hun nyder lyden af de bølgerne, siger Cecilie Hother, som smed skoene og soppede i det for en gangs skyld rolige Vesterhav.

(Foto: René Schütze)

Hjemmelavet mysli om morgenen, æbler fra haven skåret i små både, og lagkage med hindbær fra haven. 

Cecilie Hother bliver forkælet efter alle kunstens regler under besøget hos mor, 71-årige Marina, i Tversted.

– Åhh, der er intet som at komme hjem til Nordjylland. Det er noget med nærheden til havet, lyset og luften. Jeg kan næsten smage saltet i luften, siger Cecilie Hother.

Med sig har hun lille Ellinor på to og en halv måned, så der bliver dikket, pludret, kysset og krammet til den store guldmedalje. 

– Forhåbentlig kan hun ikke tage skade af at blive kysset, for så er den rent gal her, siger den nybagte 37-årige mor og mumler for sig selv: ”Tænk, at man kan lave sådan et lille vidunder”. 

Også for mor Marina er det noget ganske særligt at have besøg af sin datter og sit yngste barnebarn. 

– Jeg føler mig meget privilegeret. Ikke nok med, at min mor har tid til at forkæle os, hun har også lyst til det, siger Cecilie. (Foto: René Schütze) 

Mormor er noget særligt

– Jeg har 11 børnebørn i alt, men det er første gang, jeg har så meget tid som nu, hvor jeg er gået på pension, forklarer hun.

Desuden er det også noget andet at blive mormor end farmor, mener hun.

– Glæd dig, har alle mine veninder sagt, og de har ret. Alle mine børnebørn er fantastiske, men der er noget med det der mor-datter, som er helt specielt, siger hun. 

Cecilie er da også lykkelig for forkælelsen, de ekstra hænder og muligheden for at spørge mor til råds om den lille ny. Men netop mors gode råd kan også være frygtelig irriterende, erkender hun.

– Så er det bare, at man skal huske på, at det er vel ment. Men der er jo noget med det der mordatter- halløj. Man søger hendes råd og bliver så irriteret over at få dem, siger hun. En balancegang kalder Marina det.

– Jeg skal tænke mig om, inden jeg taler, og det er jeg altså ikke ret god til, siger hun, og begge ler højt. 


– Måske er det både første og sidste gang, jeg oplever at blive mor. Derfor er jeg meget opsat på at nyde det i fulde drag, siger Cecilie. (Foto: René Schütze) 

Vidunderbarn
Stemningen fejler ikke noget i de hyggelige stuer. For meget kan de være uenige om, men én ting er aldrig til diskussion: Ellinor er den mest vidunderlige baby, som nogensinde har set dagens lys. 

– Det er ubegribeligt så mange timer, vi bare kan sidde og se på hende. Det er helt vildt. Tænk, at jeg skulle opleve det. Det havde jeg egentlig ikke regnet med på grund af min hormonsygdom, siger Cecilie, som lider af PCO. 

Marina har ikke bare tiden nu, men også lysten til at bruge den på Cecilie og Ellinor.

Det var da også hende, som lokkede med forkælelse i det nordjyske.

– Jeg køber bare en barnevogn, så du ikke skal bakse med at få den med flyet, sagde hun kækt til Cecilie.

– Så er det man ved, hvor længe det er, siden mor havde små børn. Hun regnede med at kunne få en karet til omkring 1500 kr., siger Cecilie og ler højt. 

Ellinor er et pragteksemplar, er både mor og mormor enige om.
– Hun laver vrøvl, når hun er sulten, træt eller skal have skiftet ble. Men ellers er hun yderst fredsommelig, siger Marina. (Foto: René Schütze)

Babysitter i Afrika
Af sted til Nordjylland kom de dog og heldigvis for det.

– Ud over at nyde det i fuld drag vil jeg også gerne have, at Ellinor lærer mig rigtig godt at kende og føler sig tryg ved mig, siger Marina.

Næste år skal hun nemlig med til Afrika som babysitter, når Cecilie og hendes kæreste – Ellinors  far Thomas – skal bestige Kilimanjaro for Børneulykkesfonden.

– Så er det jo rarest, hvis vi har vænnet os til hinanden, siger Marina.

– Jeg er helt tryg, siger Cecilie, mens hun iagttager mormor gå bøvsegang med den lille på skulderen. 

Sådan vil jeg aldrig være, har jeg ofte tænkt, når min mor sagde eller gjorde noget. Nu må jeg tit og ofte tage mig selv i, at tænke: ”Gud – nu lyder jeg fuldstændigt som hende”, siger Cecilie om sin mor Marina. (Foto: René Schütze)

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close