"Matador"-fan: - VIRKELIG godt lavet, men der er én fejl

(Foto: All Over)

Danmarks vel nok største TV-succes nogensinde fik lørdag aften nyt liv. Her blændede DR1 nemlig op for en restaureret udgave af den populære kultserie ”Matador”.

Det filmtekniske ansigtsløft har taget hele tre år – og det hårde arbejde betød, at Maude, Fru Fernando Møhge, Hans Christian Varnæs, Mads Skjern og alle de andre indbyggere i Korsbæk stod knivskarpe på skærmen lørdag aften.

Men selv om finpudsningen har givet et fantastisk resultat, var der alligevel én fejl ved første afsnit, der blev sendt. Det mener Kenneth Ingstrup Johannesson, der er administrator for Facebooks største "Matador"-fangruppe, hvert fald. Til BT siger den kæmpe ”Matador”-fan således:

- Det kan godt være, det bare er mig, men når man er Matadorfan, så er man også fan af musikken, og i aftenens afsnit speakede de ind over musikken. Det må man bare ikke i min verden. Man skal have lov til at nyde musikken, enten i starten eller slutningen, så man kan komme i den rigtige stemning, pointerer Kenneth Ingstrup Johannesson over for BT.

Han styrer Facebook-gruppen MATADOR, der har 5.978 medlemmer, og han kunne tydeligt mærke den store interesse for kultserien, efter at første afsnit var blevet sendt.

- Der er i hvert fald kommet 50 procent mere aktivitet, og der er kommet cirka dobbelt så mange ansøgninger om medlemskab som normalt, siger Kenneth Ingstrup Johannesson til BT.

DR afslørede i slutningen af marts, at ”Matador” igen ville blive sendt i bedste sendetid – og her afslørede kanalen også, at det hårde arbejde ville give et knivskarpt resultat:

- Restaureringen af ”Matador” har taget tre år. Først har vi digitalt scannet de gamle filmstriber og lagt på store servere, så materialet ikke risikerer at gå tabt. Herefter har vi fjernet snavs, støv og ridser, som giver seeren en helt anden oplevelse. Vi har gjort serien skarpere, farverne mere klare, så detaljer, som man ikke før har lagt mærke til, nu er tydelige. For eksempel er det efter restaureringen lettere at se, hvad der står i Tidende. Alt dette er sket uden at fjerne den originale filmiske æstetik, som var kernen i hele restaureringsprojektet, fortalte Hans Vermeij i en pressemeddelelse fra DR.

Herunder kan du læse 21 sjove og vilde facts om ”Matador”, som du (måske) ikke vidste:

21 facts om Matador du måske ikke vidste

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close