Lina Azizas søns dødsfald nåede helt til Christiansborg: – Jeg er supertaknemmelig

Det er 14 dage siden, at Lina Aziza delte sin hjerteskærende fortælling om, hvordan hun mistede sin søn Musa allerede inden han kom til verden.

Selv mente hun, det var grundet travlhed, og hun havde brug for, at problemerne og travlheden på fødegangene kom på dagsordenen og blev taget seriøst.

Siden hun offentliggjorde sin fortælling på Facebook, er det blevet delt næsten 7.000 gange og både Jordemoderforeningen, Region Hovedstaden, sundhedsordførere og sundhedsministeren Sophie Løhde har sat ord på og taget stilling til Musas hjerteskærende skæbne.

– Jeg ville altid hellere have haft Musa i mine arme. Det havde været den største drøm som forældre at få sit barn med hjem. Men jeg er glad for, at min historie ikke har været forgæves, fortæller Lina til SE og HØR.

Har mareridt

Selv om Lina er glad for udbredelsen af sin historie, er hun ikke glad. Hun beskriver, at dagene hjemme ved hende og hendes mand er lange, men fordi der er så mange ting de skal have styr på går dagene også sommetider så stærkt, at det kan være svært at følge med. De har det ikke godt.

– Jeg skal snakke med min læge om fødsels-ptsd. Jeg spiser intet og sover næsten ikke. Når jeg gør, vågner jeg altid af mine mareridt. Det er altid en genafspilning af fødslen og alt det, der skete.

Musas forældre venter stadigvæk på svar fra obduktionsrapporten, der kan fortælle, hvad Musa døde af. Derudover skal der laves en kerneanalyse af deres forløb på Hvidovre Hospital, og så har de snakket med mennesker, medier og sundhedspersonale, siden de kom hjem.

Den tungeste kiste

Og værst af alt, skulle de også begrave deres lille søn. Selv om kisten var alt for lille, var den enormt tung at bære for forældreparret, der aldrig lærte deres søn at kende.

– Det er en helt forfærdelig tanke, at han ligger under jorden, og jeg ikke kan tage ham op i mine arme.

Smerten er ubærlig og kæmpestor. Den sorg, Lina oplevede, da hun mistede sin søn vil for evigt følge hende. Men i de mørke dage, er der også en anden følelse, der sommetider kan give hende lidt lys.

Taknemmeligheden.

– Jeg er supertaknemmelig over alle de mænd og kvinder i alle aldre, gravide, mødre og dem, der aldrig blev det, deler Musas historie, fordi den berører os alle.

Lina peger på, at fortællingen om Musa blot er et indblik i et sundhedsvæsen, der ikke holder, og hvor man ikke bliver taget seriøst.

– Uden dem, der delte mit opslag, ville det ikke have skabt så meget larm. Måske tog jeg det første skridt i debatten ved at fortælle min historie, men det var ikke kommet så langt ud, uden alle dem der delte.