Lina mistede sin søn Musa på fødselsgangen: Nu retter hun kritik mod sundhedsvæsenet
Musa – 57 centimer – 3660 gram. Vores helt perfekte dreng fik aldrig chancen for at leve.
Sådan starter et opslag fra Lina Aziza, der onsdag gik viralt på Facebook. I opslaget fortæller hun sin hjerteskærende historie, om hvordan hun kom på sygehuset med alt håb og en livlig dreng i maven, men forlod hospitalet uden sin søn men med et kæmpe tomrum i hjertet.
Det var slet ikke planlagt, at Lina og hendes mand skulle være forældre, men da de to streger på graviditetstesten viste sig, blev parret fyldt med lykke, og de glædede sig til at skulle bringe et menneske til verden. Desværre fik de aldrig lov til at se deres søn vokse op.
Ligesom flere danske jordemødre har gjort i flere år, retter Lina nu kritikken mod sundhedsvæsenet og presset på fødegangen. Hun mener nemlig, at hendes søn kunne have overlevet, hvis der havde været flere ressourcer og mere tid.
Linas historie
Tirsdag den 4. juli kommer Lina Aziza ind på Hvidovre Hospital. Hun er gået 11 dage over termin, og nu skal hendes fødsel igangsættes, så hendes søn Musa kan møde verden. Her får hun en pakke Angusta-piller, der skal hjælpe med at sætte fødslen i gang og beskeden om, at hvis hun ikke producerer veer, er gået i fødsel eller har åbnet sig, så vil de tage hendes vand torsdag. Lina tager hjem.
Onsdag den 5. juli kommer Lina ind på hospitalet klokken 11.15 og får foretaget en CTG-måling, hvor de kan se en glad og livlig dreng inde i maven. Hun er på det tidspunkt udvidet en centimeter, og pillerne ser ud til at virke. Lina får dog endnu en portion piller med hjem, da sundhedspersonalet håber på, det kan sætte gang i flere veer, så hun går i fødsel.
Onsdag nat begynder veerne at tage til, og Lina, hendes mand og mor gør sig klar til at tage på hospitalet.
Torsdag den 6. juli ankommer de til hospitalet klokken 5 om morgenen, hvor en jordemoder tilser Lina. CTG-målingen viser en dreng med perfekt hjerterytme, der sparker rundt i maven på Lina. På det tidspunkt er livmoderhalsen den samme, og hun er stadig en centimeter åben. Ifølge Lina bliver de sendt hjem igen og får at vide, de skal komme tilbage til deres aftale torsdag klokken 9:30 grundet tidspres.
Klokken 9:30 kommer de tilbage på hospitalet og venter på at snakke med nogen. Klokken 10:30 kommer en jordemoder ind undersøger hende. Veerne er gået i stå, men CTG-målingen viser, at deres søn stadig har det godt. Efter en lægefaglig vurdering fra hospitalets overlæge bliver det besluttet, at Lina endnu ikke får taget sit vand, da hun ikke er nok åbnet. Hun får en halv pakke Angusta-piller mere med hjem og besked på, at de skal komme tilbage klokken 20 med hospitalstaskerne, da hun skal have lagt et ballonkateter op, så hun udvider sig mere og kan få taget sit vand.
Torsdag klokken 20 vender Lina tilbage. Klokken 21:30 snakker de med en overlæge. Overlægen spørger undrende ind til den lægefaglige vurdering fra tidligere på dagen. Hun mener sagtens, man kunne have taget hendes vand. Efterfølgende tjekker en jordemoder hende og giver samme besked. En centimeter åben. Hun får at vide, de skal tage hjem og hvile, inden de fredag skal møde op igen klokken 12, hvor de vil være på en prioritetsliste, og Lina får taget vandet.
Fredag den 7. juli vågner Lina klokken 9 og mærker sin søn sparke i maven. Senere på dagen kører hende og hendes mand til hospitalet, hvor Lina ikke mærker mere. Klokken 12 får hun endnu en CTG-måling. Musas hjerte er ikke til at finde, og på en scanning er der heller ingen hjerteblink. Musa er død.
Lørdag den 8. juli skal Lina føde deres døde søn.
Søndag den 9. juli klokken 01:16 får Lina sin søn op på maven efter 11 timers fødsel. Hun holder om ham – men mærker aldrig hans hjerte slå. En jordemoder tager efter noget tid Musa op og måler og vejer ham.
57 centimeter og 3660 gram.
– På intet tidspunkt i min graviditet, havde jeg fornemmelsen af, at der var noget galt. Jeg stolede på sundhedspersonalet, hver gang de sagde, jeg bare skulle tage hjem. Men min fornemmelse var også, at de havde sindssygt travlt, fortæller Lina til SE og HØR.
Travlheden gjorde Lina utryg, men hver gang hun blev sendt hjem, tænkte hun også, at der var styr på det. Hun kunne jo stadig mærke lille Musa bevæge sig inde i hendes mave, og målingerne var altid gode.
Utrygheden blev dog værre og værre, da sundhedspersonale begyndte at komme med forskellige meldinger om, hvorvidt hendes vand skulle tages eller ej, og hvordan og hvornår, de ville igangsætte hendes fødsel.
Forvirringen
Lina var gået 13 dage over tid, da én overlæge havde fortalt hende, hun skulle tage hjem og lade fødslen gå i gang af sig selv. En anden overlæge, hun mødte senere om torsdagen, var totalt uforstående over for, hvorfor hendes vand ikke allerede var blevet taget.
Oplevelsen var en stor kaotisk scene, hvor hun tydeligt mærkede, at der ikke var hænder nok. Selv cheferne, der normalt sad bag en computer, var trukket i kitlerne for at hjælpe med på gangene, da de var så få på arbejde.
Den torsdag skulle fødslen være sat i gang, men mens en fagprofessionel sagde, at et ballonkateter var vejen frem, da der stadig var livmoderhals tilbage, mente en anden overlæge, man skulle have taget vandet 9.30 som planlagt. Hele tiden blev Linas fødsel udskudt.
– Det var lidt som om, de prøvede at slukke brande den torsdag morgen, fordi de ikke havde hænder nok. Og det virkede som om, jeg godt kunne vente, så det regnede jeg jo også med.
Lina blev torsdag aften sendt hjem og fik at vide, hun skulle komme tilbage fredag klokken 12, hvor hun ville få taget sit vand og få igangsat sin fødsel.
Hjerteblinket
Fredag morgen mærkede Lina liv i sin mave. Om formiddagen gjorde hun ikke.
Hun og hendes mand var taget tilbage til hospitalet for sjette gang på fire dage, og de havde fået at vide, at denne gang ville de have deres søn i armene, når de forlod hospitalet. Men da Lina blev scannet hos en af hospitalets jordemødre, begyndte den lille families værste mareridt.
På skærmen så de hans hoved, hans fødder og hans hænder. Men hans hjerteblink kunne de ikke finde.
Efter flere fagfolk kom ind i lokalet, kunne de desværre bekræfte, at deres søn havde fået hjertestop fredag formiddag og var død inde i Linas mave.
– Jeg rejste mig op med det samme fra briksen og græd uden tårer. Jeg var i en paniktilstand. Der var skrig i min stemme, og min mand var i lige så stort chok. Vi er begge i dybt, dybt chok og panik på det tidspunkt.
Tårerne
Lina fortæller til SE og HØR, at det ikke kun var hende og hendes mand, der lod tårerne trille ned ad kinderne. Inde ved scanningen var jordemødrene tydeligt berørt at situationen, og da de kom ud ad lokalet, så Lina dem græde.
Lina stillede spørgsmålstegn ved det hele. Hvorfor var han død nu, når hun mærkede ham tidligere på dagen? Hvorfor tog de ikke vandet i går, som det hele tiden havde været planen? Hvordan kunne det gå så galt?
– Jordemoderen sagde, hun ikke kunne andet end at beklage. Hun og hendes kollega italesatte begge travlheden, der var på fødegangen, fortæller Lina og fortsætter:
– Det er så ubærligt og utilgiveligt, at det er sket, når det kunne være undgået, hvis der havde været flere hænder. Man bliver vred, når det har været et spørgsmål om tid, der har taget vores søn fra os.
Hvidovre Hospitals svar
SE og HØR har kontaktet Hvidovre Hospital for at forholde dem Linas kritik.
Hospitalet har ingen kommentarer, og kan ikke udtale sig om den konkrete sag.
Kampen
Dagen efter skulle Lina føde deres søn. Hun fik ham op til brystet, men hun mærkede aldrig hans hjerteslag.
I stedet for at skifte bleer, trøste sin søn, kysse ham og putte ham, sidder hun nu derhjemme og hører hverken grin eller gråd fra sin søn. Hun hører ingenting.
Men selv om smerten er ubærlig, og hendes verden er brudt sammen, så har Lina valgt at tage kampen op. Kampen for et sundhedssystem, der skal have mere tid, flere hænder og mere tryghed.
Derfor fortalte hun onsdag sin historie på Facebook, som allerede er blevet delt mere end 4000 gange. Håbet er, at hun kan råbe de folk op, der kan ændre strukturerne i sundhedssystemet, så der ikke er flere, der skal gå det samme igennem, som Lina og hendes mand gjorde.
– Jeg lovede min søn at passe på ham. Den mulighed fik jeg aldrig, så det mindste, jeg kan gøre, det er at kæmpe for andre. Det er selvfølgelig hårdt, men jeg har ikke tænkt mig at give op.
Jordemoderforeningen stemmer i
Hos Jordemoderforeningen kan de genkende den travlhed, som Lina fortæller om. De vil dog ikke konkludere, hvorvidt Musas dødsfald skyldes travlhed blandt jordemødrene på Hvidovre Hospital.
– I flere år har vi i Jordemoderforeningen gjort opmærksom på den travlhed, der er på landets fødegange, som kan være en udfordring for patientsikkerheden, fortæller Lis Munck, der er forkvinde ved Jordemoderforeningen til SE og HØR.
– Der er delvist blevet taget hånd om det de sidste par år, men problemet er, at det er svært at rekruttere jordemødre til fødeafdelingerne, da der ikke er optimale arbejdsforhold.
Jordemoderforeningen mener, at en del af løsningen problemet kunne være at gøre de regionale arbejdspladser mere attraktive. Det handler om normeringen skal højere op, så der er flere hænder til at varetage opgaverne, og der skal være en bredere fordeling af vagtarbejdet og en mindre vagtbelastning.