Nyheder18. april 2018

Kristian von Hornsleth: Jeg er totalt skizofren

Kunstneren Kristian von Hornsleth er en sammensat person. En skizofren treenighed, der dog er enig om at samle penge ind til Familier med kræftramte børn.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kristian_von_hornsleth_0.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Han er opvokset i et borgerligt hjem med klaver og er uddannet arkitekt. Alligevel er det småt med fast arbejde på hans cv.

– Jeg har haft et studenterjob som pakkemedarbejder på Teknologisk Institut, og så har jeg været nattevagt på et kursuscenter, fortæller 54-årige Kristian von Hornsleth.

Det var så det. For han faldt i søvn på vagten, og det betød, at alle gæsterne, der vendte sent tilbage, måtte overnatte på hotel ude i byen i stedet.

– Det duede jo ikke. Jeg blev fyret, og siden har jeg aldrig haft arbejde i gængs forstand. Det var ikke noget for mig. Jeg måtte skabe mig mit eget liv, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kristian_von_hornsleth_02.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

– Jeg er totalt utilpasset og har altid været det. Men jeg går ikke og venter på, at nogle kedelige kultur-DJØF’er giver mig en blåstempling. De synes ikke, det er sjovt, når jeg minder dem om, at den mest sete kunst er røvsyg – og bare flytter champagneglas og bevillinger. (Foto: Thomas Laursen)

Som sagt så gjort. Kristian gik sin egen vej. Helt sin egen. Lidt ved siden af det hele som kronisk utilpasset. I et selvvalgt eksil uden for den ”småborgerlige kunst- verden”.

– Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil lege med dem, men jeg bliver ikke inviteret, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kristian_von_hornsleth_01.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Kristian har mest lyst til at gemme sig. Men Hornsleth – han skal stikke tungen frem i alt. (Foto: Thomas Laursen)

Bare tosset

Årsagen kan muligvis findes i hans grundlæggende holdning til sit erhverv.

– Vi er jo bare nogle tosser, som tager indtryk ind fra samtiden og sender dem videre igen til nogle sultne kunstelskere. Ligesom journalister. I er bare så heldige at have masserne, mens jeg underholder en lille forkælet elite.

Det er netop det med eliten, han gerne vil lave om på. For han ser det som sin pligt at være tilgængelig.

Af samme grund kaster han sig også glad og gerne over andre projekter, som involverer mennesker. Blandt andet at samle penge ind til foreningen Familier med kræftramte børn.

– Det er kun sjovt, når der interageres med mennesker. Mennesker er nogle vildt fascinerende, sindssygt mærkelige skizofrene skabninger. Der kan robotterne ikke følge med. Heldigvis, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kristian_von_hornsleth_03.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Uanset hvor utilpasset Kristian end måtte være, er der bud efter ham – og han har svært ved at sige nej til alle mulige projekter. (Foto: Thomas Laursen)

Tre i én

Umiddelbart kan det også være svært at forestille sig en Hornslethrobot. Alene af den grund, at den så skulle rumme hele tre personligheder.

– Der er mig. Generte Kristian, der betaler regninger, glæder sig over, at børnene går i ordentlig skole, lever i et demokratisk land og ikke får plastic i fødevarerne.

– Slave-Kristian kalder jeg ham, for han springer omkring og servicerer Monster-Hornsleth, som bare kræver ind ...

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kristian_von_hornsleth_04.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Slave-Kristian giver Monster-Hornsleth et kram – eller ...? Muligvis. Faktum er, at menneskers totale skizofreni fascinerer kunstneren. – Vi bygger et smukt demokrati op det ene øjeblik, og så ødelægger vi hele molevitten det næste. (Foto: Thomas Laursen)

Kunstneren finder det helt naturligt at have et alter ego, da alle jo har en offentlig og en privat personlighed. Kristian og Hornsleth er bare mere ekstreme.

– Ingen gider jo heller høre om Mick Jagger, der køber ind i et supermarked. Man vil høre om Monster-Jagger, der vælter sig i piger og fester. Vildt, men alligevel nært. Noget, vi kan forholde os til i stedet for at bekymre os om, om Trump nu kaster bomber. Det er for uforståeligt, siger han og bringer os frem til sin personlighed nummer tre.

– Det er mit filosofiske von. Et orakel, som er under opbygning. Imens må lille Kristian så bare hjælpe Hornsleth igennem. Men sig det ikke til nogen, for det er en hemmelighed med den der nummer tre ...

Sponsoreret indhold