Sådan ville Kim Larsen have sin øl

Kim Larsen var klar i sit ønske om, hvordan hans øl skulle skænkes og serveres.

Kim Larsen var klar i sit ønske om, hvordan hans øl skulle skænkes og serveres.

Foto: Claus Poulsen

 

Øl er et grundstof.

Ok - måske ikke helt.

Men lige som det er gældende for mange af os andre, var afdøde Kim Larsen glad for øl, som ikke mindst i de yngre dage gerne skulle indtages på listige værtshuse til langt ud på natten.

Men ikke en hvilken som helst øl.

Kim Larsen havde ganske særlige ønsker til, hvad han fik serveret, og hvordan han fik det serveret.

Frem til sin død boede han oven på værtshuset Lørups i Odense.

Og det var her, han tankede op, mens han betragtede livet ude på gaden.

BT har talt med bartender på Lørups, Nikolaj Haun Hansen, der fortæller, hvordan "Lune Larsen" ville have sin øl.

- Halv Classic og halv pilsner. Han beskrev sin øl, som den så ud i reklamen. Skummet skulle fylde så og så meget. Der måtte gerne være en lille bule på og stikke lidt op over kanten på glasset. Og så skulle der gerne løbe en dråbe ned ad glasset, når man var færdig, fortæller Nikolaj Haun Hansen til BT og understreger, at Larsens øl altid skulle serveres på en "kiks", som er værtshussnak for en ølbrik.

Kim Larsen hilste altid høfligt, når han kom ind på Lørups og styrede mod bardisken, fortæller bartenderen.

- Han kom altid op i baren og spurgte, om folk hyggede sig. Herefter fik han sin øl – som han ville have den – inden han satte sig ned ved et af to tomandsborde og gik ind i en tilstand, hvor han sad for sig selv og kiggede på livet, der rullede forbi udenfor, siger Nikolaj Haun Hansen til BT og tilføjer, at Larsen kom på Lørups fire-fem dage om ugen og altid kun på hverdage.

 


I søndags havde stamgæster på Lørups stillet en øl ud på gaden, der levede op til Kim Larsens særlige krav. 

Søndag formiddag kom den sørgelige meddelelse om, at Kim Larsen var død i en alder af 72 år.

Han fortalte i januar, at han havde været i behandling for prostatakræft og måtte aflyse en del af sine koncerter i vinter.

Men han nåede ud på landevejen igen til sit elskede publikum i løbet af foråret og sommeren, inden han måtte aflyse en række koncerter i Norge på grund af udmattelse.

Hans bisættelse vil finde sted i absolut stilhed og helt privat, har familien meddelt.

Men over alt i Danmark forberedes flere forskellige optog og andre mindestunder til Kim Larsens ære, og Danmarks Radio arrangerer nu på søndag en koncert på Rådhuspladsen i København for at mindes den elskede sanger og sangskriver.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close