Frem med lommetørklædet: Her er den mest RØRENDE hyldest til Kim Larsen

Kim Larsen døde søndag - siden er det strømmet ind med rørende ord og kondolencer.

Kim Larsen døde søndag - siden er det strømmet ind med rørende ord og kondolencer.

Foto: Aller Media

Han fik set det, han ville. Han fik hørt sin melodi. Men nu er det forbi.

Kim Larsen – hele Danmarks nationalskjald – sov stille ind søndag omgivet af sin familie.

Det tragiske dødsfald sendte straks chokbølger gennem hele landet, og fra nær og fjern strømmede det ind med hilsner og kondolencer til spillemanden, der for altid vil være synonym med dansk musik.

Mange brugte nogle af Kim Larsens egne ord til at hylde ham. En af dem er Thea Pedersen, der på sin Facebook-profil har skrevet en længere – og særdeles smuk – hyldest til Kim Larsen.

Thea Pedersen har valgt at hylde Kim Larsen ved at bruge ordene, som han selv skrev i sine mange sange.

Læs hendes smukke hyldest herunder.

”Med forlov. Mine damer og herrer. Tiden står stille på vejen. Et sanseløst sekund. Tik tik. Og blip-båt.

Tiden den er gået. Med raske vingeslag. Det er lang tid siden den første dag. Det var i 1949 eller cirka deromkring. Lige fra dengang da jeg var lille, hvor pelargonierne blomstred’ – og det gør de gudskelov endnu. Fra dagen før, hvor jeg kun var en lille tøs. Men venner det blev vi. Lovede hinanden troskab. Min spillemand blev du. Som en gammel soldaterkammerat. Smukke unge mennesker, som sammen ku lægge verden ned og ofte tog universet med.

Vi satte fodspor på Dronning Louises bro. På tårnets top. Midt på Strøget. Aldrig pæn i tøjet. På Haveje og på byens hotel og altid midt om natten, hvor den slet, slet ikke fik for lidt. Som hvileløse hjerter ud af byen langs med vandet, hvor vi kyssede lidt bl.a.. Og jeg glemte det var vinter, hver gang du sang om hyacinter.

Og nu er jeg forklædt som voksen. Men du er stadigvæk dig selv. Din stemme er forsvundet. Men du består alligevel.

Du kom flyvende med storken til dette gudsforladte sted. Nu er du forsvundet over Langebro. En tidlig søndag morgen. Ud i det blå, ud til verdens ende. Med masser af succes og alt der hørte til. Nu blinker solen i dit bakspejl. Og bag dig snesevis af horn der tuder.

Selvom min verden er blevet kold og forladt, vil jeg finde trøst i din legendariske skat. For du er stadigvæk akkurat lige så smuk, som allerførste gang, du kyssede mig. Så du og jeg går stadigvæk. Hånd i hånd med Irma-hønen og hverandre.

Måske jeg bliver en smule sentimental. Det har altid været sådan og det bli’r det nok ved med, tror du ikke? Men altid vil jeg mindes dine sange. Altid vil jeg huske din lyrik. En hankats liv er forbi. Du har hvisket Danmark godnat. Vi kysser dig på gensyn du.

Så i aften vil jeg lægge mig på min sovesofa. Og lytte til din musik. Til mine tanker de får vinger, som jeg kan flyve på. Ligesom de tusinde andre. Der gør det samme i nat. Sammen. Alene og forladt.

Du tænder nok en smøg, der hvor Mælkevejens grænsebom står åben, og hvor himlen stråler som det klareste rav. Så giv dem sang og musik i de dødes land. Giv dem fuglefløjt og bægerklang. Fest og farver hele natten lang. Giv dem kærlige kys og en duft af jasmin og et strejf af en håbefuld dråbe. Du levede i går. Og klokken slår og slår. Jeg ta’r i morgen med.

Tak for dansen. Min pianomand.”

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close