Nyheder15. maj 2017

Køberne bliver væk: Jan Fogs strandvejsvilla sat ned – igen

Det er endnu ikke lykkedes at sælge kendismægler Jan Fogs pragtvilla i Klampenborg, og derfor har ejendomsmægleren endnu engang sænket prisen – denne gang med tre millioner kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/janfogstor.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Det var hans elskede hjem i over 30 år – og han lagde aldrig skjul på, at stedet betød uendelig meget for ham.

Men det er altså tilsyneladende ikke alle, der er lige begejstrede for Jan Fogs pragtvilla i Klampenborg, der blev sat til salg i september 2015 – godt fem måneder efter hans død.

Den 373 kvadratmeter store palævilla fra 1920 er nemlig stadig ikke solgt. Til trods for at ejendomsmægleren satte prisen ned fra 34 millioner kroner til 29,9 millioner kroner.

Nu håber ejendomsmæglerfirmaet Claus Borg & Partner, der overtog Jan Fogs ejendomsmæglerforretning, at et nyt stort prisnedslag vil få købere til at dukke op.

Nu er prisen på villaen sænket med yderligere tre millioner kroner, fortæller Claus Borg fra Claus Borg & Partner til BT.

- Det er da klart, at vi forventer, at vi med prisnedsættelsen kan få flere til at komme og kigge på villaen, siger Claus Borg til BT.

Prisen for den store villa er nu 26,9 millioner kroner.

Palævillaen ligger direkte ned til Øresund og har privat badebro og bådplads.

Og den arkitekttegnede villa har 11 værelser og 150 kvadratmeter kælder og fremtræder ifølge salgsopstillingen ”med lyse grå pudsede facader, hvidmalede sprossede vinduer og tag med matte sorte tegl og indeholder 373 m² liebhaverbolig i 2 etager, udnyttet tagetage og 150 m² kælder”.

- En helt unik ejendom, der siden 1984 har været de smukke og inspirende private rammer for afdøde liebhavermægler Jan Fog, og som har stået model til logoet for Jan Fog´s succesfulde virksomhed, lyder det videre i opslaget.

Villaen indeholder desuden stor charmerende opholdsstue med pejs og udgang via fire smukke franske palædøre til fantastisk terrasse mod Øresund, bibliotek, TV-stue samt spisekøkkenalrum med svensk porcelænsovn.

Liebhavermægleren, som de fleste nok specielt husker fra 'Liebhaverne'-programmerne på TV 2, døde torsdag den 23. april 2015 omkring kl. 17:30, efter at han udviklede komplikationer efter en stamcelletransfusion.

Jan Fog håbede ellers inderligt, at stamcelletransfusionen ville kurere ham for den "gammelmandsleukæmi", som han havde lidt af i over et år.

- Meningen er, at jeg bliver 100 procent rask, når operationen er overstået, sagde den folkekære kendismægler i et åbenhjertigt interview med SE og HØR i marts 2015.

Men efter operationen, hvor han transplanteret dna fra en 25-årig tysk kvinde ind i kroppen, udviklede Jan Fog en virus og endte i koma på Rigshospitalet. Her sov han ind torsdag den 23. april 2015 omkring kl. 17:30 blot 66 år gammel.

Jan Fog blev bisat fra Klampenborg Kirke 2. maj 2015. Han efterlod sig hustruen Charlotte Juul.

Se billeder af hans villa i galleriet herunder:

Jan Fogs villa i Klampenborg

Sponsoreret indhold