Nyheder19. november 2018

Inger Støjberg afhørt i parterings-sag

Inger Støjberg talte med 28-årig, der er sigtet for drab og partering af kvinde
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/inger-stoejberg-19112018.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er blevet afhørt af politiet i forbindelse med et drab, der fandt sted i Hadsund i Nordjylland natten til søndag den 11. november.

Her har Nordjyllands Politi sigtet og varetægtsfængslet en 28-årig mand for at have dræbt en 40-årig kvinde og påbegyndt partering af liget af kvinden.

Den sigtede og den dræbte mødte ifølge efterforskningen tilfældigt hinanden på værtshuset Jagtstuen i Hadsund på den anden side af midnat natten til den 11. november.

Klokken 01.08 forlod de Jagtstuen sammen, og få timer senere var kvinden blevet dræbt, og i en nærliggende garage var manden begyndt at partere liget.

Men inden den 28-årige mand mødte den 40-årige kvinde, opsøgte han Inger Støjberg på en anden beværtning i Hadsund.

Det skete før midnat den 10. november på Den Grå Kok Vinkælderen i Hadsund.

Det fortæller Inger Støjberg på sin facebookprofil.

Kære alle. Jeg håber, at I alle vil behandle dette opslag med alvor og respekt, indleder Inger Støjberg, inden hun beskriver sit møde med den sigtede. - Ud fra det signalement, der blev givet efter grundlovsforhøret af ham i søndags, har jeg kontaktet politiet, og jeg har efterfølgende afgivet min vidneforklaring i dag.
- Årsagen er, at den sigtede og varetægtsfængslede 28-årige mand hen på aftenen lørdag den 10. november tog kontakt og indledte en samtale med mig. Det skete efter en koncert, mens jeg sad og hyggede mig sammen med en flok naboer og veninder på Den Grå Kok Vinkælderen i Hadsund. Kort derefter inden midnat tog både jeg og mine veninder hjem, skriver Støjberg. Du kan læse hele hendes opslag herunder:
Nordjyllands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at Inger Støjberg har været i kontakt med politiet i forbindelse med den makabre drabssag. - Jeg kan bekræfte, at vi har afhørt Inger Støjberg i dag som et hvilket som helst andet vidne, men jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt han måske havde udset sig hende som offer. Vi arbejder på at klarlægge motivet, og det har vi ikke fuldt overblik over endnu, siger Frank Olsen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi og leder af efterforskningen, til Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold