Hella Joofs glas var halvtomt: Der var kun et bundskvæt

Den næste bog fra 55-årige Hella Joofs hånd kommer til at handle om, hvordan man overkommer livets helt store besværligheder.

Den næste bog fra 55-årige Hella Joofs hånd kommer til at handle om, hvordan man overkommer livets helt store besværligheder.

(Foto: Peter Grosen)

Drys glimmer på de gode oplevelser, og stil dem op på kaminen, og lad for guds skyld være med at blive skilt, før dit yngste barn er fyldt fire.

Hella Joof har knækket koden til det lykkelige liv og øser med glæde ud af sine gode råd og de erfaringer, hun har gjort sig de sidste 55 år.

Hvordan man overkommer store og små bump på livets landevej, optager Hella, så da SE og HØR foreslog hende at blive talkshowvært lød det:

– Jeg kunne faktisk godt tænke mig et talkshow. Altså, jeg syntes, det kunne være sjovt at have et talkshow, hvor man talte om både stort og småt.

– Hvor man også kunne tale om noget rigtig alvorligt, siger Hella, da SE og HØR møder hende på Café Karmaman på Frederiksberg.

Foreløbig har hun berørt de små udfordringer i livet i bogen ”Papmaché-reglen”, og den 1. oktober udkom hendes almanak ”Dage med mildhed, modgang og mirakler” med 365 tekster om alle de slags dage, man løber ind i på et år, og hvordan man vender en potentiel røvdag til at blive helt okay.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hella Joof.

Der har været knald på i 2018. Den 1. oktober udkom almanakken ”Dage med mildhed, modgang og mirakler”, den 25. oktober udkommer samtalebogen ”Bryster skal hoppe, når man hikker” skrevet sammen med Karen Thisted, og den 25. december er der premiere på filmen ”Happy Ending”. (Foto: Peter Grosen)

Hella strittede imod

Selv om Hella er blevet kendt for sin positive tilgang til livet, så har hun som de fleste andre af os også bøvlet med et halvtomt glas.

– Er du sindssyg, det har været halvtomt! Der har bare ligget et bundskvæt. Da jeg var yngre, forstod jeg ikke, hvordan verden hang sammen.

– Jeg troede virkelig, det hele bare var tilfældigt, siger hun.

Vendepunktet kom i 30’erne, men hun var ikke sådan at overbevise.

– Jeg strittede imod med alle kræfter. Strittede imod. For hvis jeg erkendte, at min tilgang kunne ændre noget, så havde jeg jo faktisk haft virkelig meget ansvar og indflydelse på mit eget liv, som jeg ikke havde troet jeg havde, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hella Joof.

– De første 100 dage gik nemt, men så tror jeg, det er lidt ligesom et maratonløb – der er noget, der hedder muren. Så havde jeg det sådan ”100 dage … jeg skal stadig skrive 265 mere. Det kan jeg jo ikke … ”. Så måtte jeg lige gå en tur og holde en pause på en uge, og så kom de bare væltende, fortæller Hella, som endte med ti dage i overskud. (Foto: Peter Grosen)

Kærlig opsang

Hvis Hella havde vidst, hvad Hella ved nu, tror hun ikke, hun havde begået helt så mange fejl om og om igen.

Det er derfor, hun udgiver bøger om livet og deler sine erfaringer og forhistorierne, der har gjort hende klogere.

Og så også for at opdrage lidt på os – og sig selv.

– Alt det, jeg skriver, er altid noget, jeg selv godt kunne have brugt. Og noget af det er også bare sådan en lille sød, venlig opsang.

– Der er noget, der hedder ”jamen-dag”, hvor vi hele tiden bare siger jamen, for det gør vi, når nogen kommer med gode råd, så siger man ”Jamen jeg kan ikke …”. Så næste dag hedder ”Jamen, jamen, ikke noget jamen-dag”, og så skal du bare holde op med det pjat.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hella Joof.

– Hvis du kan mærke, at du er kommet forkert ind i dagen, så kør mentalt ind til siden, og indhent dig selv, lyder opfordringen fra forfatteren. (Foto: Peter Grosen)

– Så det er jo ikke, fordi jeg skal ud at opdrage verden, men det kan jeg jo ikke lade være med at prøve på, griner hun afvæbnende.

– Når jeg skriver noget, jeg synes vi skal holde op med, så er det, fordi jeg også selv skal holde op med det.

– Det der med, at andre mennesker skal holde op med at spise kød, så jeg kan få lov at flyve til Thailand, det går jo ikke.

– Hvis man synes, vi skal holde op med at spise kød, så skal man også selv holde op med at spise kød.

Min dejlige datter

Hella er fuld af gode råd, men selv om der er stuvende fuldt, når hun holder foredrag og masser af lyttere, når hun løser dilemmaer i ”Mads & Monopolet”, er det altså ikke alle, der tager lige godt imod hendes råd.

– Jeg kommer altid med gode råd til min datter, og jeg skal faktisk prøve at begrænse det. Hun opsøger mig selv, hvis hun vil have et råd.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Olivia Joof og Hella Joof.

– Jeg arbejder med ikke at komme med gode uopfordrede råd hele tiden, men man vil det bare så godt for sine børn. Men de kan godt selv – i hvert fald, når de er 30, griner Hella om datteren Olivia, som er Simone i TV2 Zulus ”Perfekte steder”. (Foto: Kaspar Wenstrup)

– Nu er hun jo ved at blive skuespiller, og det er faktisk ret dejligt, for nu kan vi sådan snakke om nogle helt konkrete ting, noget teknisk, eller hvordan man løser en scene, eller hvad er det for en karakter, og så har jeg faktisk noget, jeg kan bidrage med, som ikke bare er sådan noget mor-noget.

– For jeg siger jo stadig til hende ”Skat, er det ikke for koldt med den jakke?”, og hun er 30.

– Så kigger hun på mig, og så siger jeg ”Ja ja, undskyld, det er bare, fordi ... det er jo koldere, end man tror. Det kan godt være, det er indian summer, men der er en kold vind.

– I hvert fald hvis du ikke sidder i solen. Undskyld, undskyld, jeg skal nok lade være”, gengiver hun og griner.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close