Nyheder21. januar 2021

Freden vandt i USA

SE og HØRs journalist i Washington analyserer dagens magtoverdragelse i Washington.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210120-221926-1-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Hele verdens øjne var i dag rettet mod USA - og hele verden holdt vejret, mens Donald Trump listede ud af bagdøren og Joe Biden blev svoret ind som præsident nummer 46.

Det gik heldigvis fredeligt.

En magtoverdragelse er normalt en begivenhed, der samler hele nationen. En festdag hvor demokratiet bliver fejret. Hvor fjender står side om side som venner. Sådan blev det ikke, for den afgående præsident, Donald Trump, ville ikke deltage i festlighederne. Siden valget i november har han løgnagtigt hævdet, at der var svindel med stemmerne, og at Biden ikke var den rigtige vinder. Det ledte som bekendt til angrebet på Kongressen den 6. januar, hvor vrede demonstranter gik amok mod USA's svar på Folketinget. Fem mennesker blev dræbt, men Trump kvitterede med at sige "I love you" til de kriminelle terrorister.

Bekymring

Derfor var alle dybt bekymrede for, om nye angreb kunne være på vej netop i dag. I dagene op til magtoverdragelsen har Washington, D.C., stået stille, mens 25.000 National Guard-tropper har bevognet hvert et gadehjørne af hovedstaden. Når USA spiller med de militære muskler bliver alle terrorister - fremmede som hjemmegroede - skræmte. Det siger sig selv.

Men der var en gruppe demonstranter, der kom op at skændes nede ved Capitol Hill, mens Biden blev svoret ind. En lille gruppe Trump-fans med nogle religiøse ekstremister på den ene side, og en gruppe Biden-fans på den anden side. Det lille clash demonstrerer meget godt, hvor splittet USA stadig er. På den ene sider står folk med "Homos go to hell"-flag og råber faggots - og på den anden står unge venstrefløjsaktivister og råber "du er ond, bitch."

Mellemvej

Joe Biden har nu fået til opgave at samle ekstremerne. Det bliver svært, for USA er et enormt opdelt land. Under Obama voksede hadet mod den elitære elite, og så kom trumpismen og rystede de uddannede folk på kysterne og i storbyerne. Nu skal landet finde en mellemvej, som alle kan være tilfredse med.

Og lykkedes må tiden vise. Biden underskriver i disse minutter dokumenter, der ændrer Trumps politikker med det samme. Det er blandt andet Trumps forbud mod indrejse for muslimer fra visse lande, og landet vil nu genindtræde i Paris-klima-aftalen. Biden har også allerede lovet immigrationsreform og en helt ny covid-19-strategi. Men han bevarer også noget af det, Trump har ændret. Blandt andet flytningen af den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv i Jerusalem.

Krigen skal slutte

I sin indsættelsestale talte Biden om at gøre en ende på denne uciviliserede krig mellem demokrater og republikanere, der er blevet hverdag i USA.

- Vi kan behandle hinanden med værdighed og respekt. Vi kan stå sammen. Vi kan stoppe med at råbe og skrue ned for temperaturen. Uden sammenhold er der ingen fred. Kun bitterhed og vrede. Lad og nu begynde på en frisk. Lad os begynde at lytte til hinanden. Lad os se hinanden, høre hinanden. Vise hinanden respekt. Politik behøver ikke være en ildebrand, der brænder alt på sin vej, sagde USA's helt nye præsident i dag.

Sponsoreret indhold