Nyheder9. august 2017

EM-stjernerne afslører: Det vidste du ikke om os

Fire danske profiler fra kvindelandsholdet fortæller en ting om sig selv, så danskerne kan lære dem endnu bedre at kende
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/16.1.29336712.jpg
 Foto: All Over Press

Der var tårer, smil og masser af glæde, da de danske landsholdskvinder mandag vendte hjem fra EM-slutrunden i Holland.

Med en sølvmedalje om halsen blev kvinderne hyldet i både Viborg og København, hvor opbakningen til de danske piger ikke var til at tage fejl af.

Den store støtte og de mange fremmødte fans kom en smule bag på mange af pigerne, der ikke helt havde forstået, hvor populære de er blevet i Danmark.

- Var har levet i sådan en boble i Holland,og det her er jo helt vildt, sagde holdets målmand, Stina Lykke til SE og HØR, da vi mødte hende i Viborg.

Men pigerne er altså populære i Danmark nu.

Gennem EM-slutrunden er danskerne stimlet sammen foran TV-skærmen, når de danske piger har været i aktion.

Her er vi kommet på fornavn med Katrine Veje, Pernille Harder, Stina Lykke, Therea Nielsen og alle de andre kvinder.

SE og HØR tog sig derfor en snak med de fire profiler fra kvindelandsholdet for at lære dem endnu bedre at kende.

Og det bød altså på afsløringer af både fobier og skjulte talenter.

- Jeg er også rigtig god til at spille golf, fortalte Pernille Harder, der er holdets anfører.

Katrine Veje valgte i stedet at fortælle om sin store frygt - som hun mandag måtte se i øjnene flere gange.

- Jeg er rigtig bange for at flyve. Vi har lige være ude at flyve nu, og jeg har kampsvedt i den her trøje, det er helt vildt, fortalte hun.

Derfor var det også med en vis frygt, hun kunne se frem til at blive fragtet videre fra Viborg til København.

- Det er endda med propelfly, så det er endnu værre, sagde hun.

Stina Lykke kom især i fokus hos danskerne, da hun tog fire straffespark i semifinalen mod Tyskland.

Hun er dog mere beskeden, når snakken falder på hende selv.

- Jeg er bare en fynsk pige, der nyder alt det her opmærksomhed, siger hun.

Og vil man have et ærligt svar, at det bare om at spørge backspilleren Theresa Nielsen.

- Jeg er en meget ærlig pige, så når jeg siger tak, så mener jeg det, siger hun, og sender samtidig en varm hilsen til alle de danskere, der har bakket pigerne op.

På trods af en flot turnering og en stor finale måtte pigerne desværre se sig slået af Holland.

Sølvmedaljen blev dog fejret med manér af hele Danmark, der er stolte af de danske fodboldkvinder.

Sponsoreret indhold