Slog rekord: Så mange så EM-kvinderne sparke sig i finalen

Nadia Nadim, Pernille Harder og Stine Lykke.
Tre navne på tre fodboldspillere, som de fleste danskere formentlig ikke har kendt særlig godt. Indtil nu hvert fald.
For de tre piger – og resten af det danske kvindelandshold – er i den grad blevet populære i de danske stuer, efter at de har spillet sig hele vejen til finalen i EM i fodbold.
Faktisk viser tal fra Gallup ifølge Mediawatch, at næsten 1,5 millioner seere så med, da gyser-semifinalen i går aftes trak hele vejen ud i en straffesparkskonkurrence, der heldigvis endte med en sikker sejr til de danske kvinde-helte.
Første halvleg havde i snit 724.000 seere, mens anden halvleg i snit blev set af 1.167.000.
Det betyder, at gennemsnitligt 1.009.000 fulgte med i opgøret mod Østrig, hvor Danmarks EM-kvinder for første gang i historien spillede sig i en EM-finale.
Og det betyder altså, at kvinderne ”slog alle rekorder", skriver TV 2.
- Med seertallet på 1.009.000 i snit er EM-semifinalen den mest sete fodboldkamp på dansk tv i år - og faktisk den mest sete siden et par af kampene ved EURO 2016 (sidste års EM i herrefodbold, red.), skriver TV 2.
Danmarks fodboldkvinder har spillet fem kampe ved EM i Holland. Søndag venter finalen så mod Holland – og mon ikke der er ligeså mange, hvis ikke flere, der kigger med og hepper.
På holdet spiller blandt andre Nadia Nadim, der bærer rundt på en barsk fortid. Som ung mistede hun nemlig sin far, der blev henrettet af Taliban, mens Nadia Nadim og hendes familie boede i Afghanistan.