Nyheder28. april 2018

Det vidste du ikke om ”Ellen Skjern”: Blev psykolog

Da den elegante skuespiller Benedikte Dahls bil med stor kraft blev påkørt bagfra, og hun pådrog sig alvorlige skader, lagde hun sit liv om.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/benedikte_dahl_01.jpg
 (Foto: Henrik Bjerg/All Over Press)

Hun får, hvad hun peger på af sin far i ”Matador”, men Ellen Skjern river sig alligevel løs efter sit kæntrede ægteskab og begynder at læse til tandlæge.

I den virkelige verden tog Benedikte Dahl Jensen, som spillede den elegante Ellen Skjern, også et ordentligt spring.

Hun opgav skuespillet og begyndte i en moden alder at læse til psykolog.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/benedikte_dahl_03.jpg
 (Foto: DR)

Lise Nørgaard, som skabte ”Matador”, forestiller sig, at Ellen Skjern ville blive gift tre gange. Anden gang med en 20 år ældre professor på Tandlægehøjskolen, og tredje gang med en ti år yngre diplomat. (Foto: DR)

I 1997 blev der vendt op og ned på Benediktes liv, da hun pådrog sig et piskesmæld i en alvorlig trafikulykke.

Hun var ikke i stand til at foretage sig noget i to år, men selv om hun havde smerter, dårlig hukommelse og nedsat koncentrationsevne, gik hun derefter i gang med at uddanne sig til psykolog.

– Jeg kunne ikke huske, hvad jeg lige havde læst. Derfor måtte jeg skrive alle vigtige detaljer ned på små sedler, der blev klæbet op på skabe og møbler.

– Jeg husker første del af studiet, som om jeg gik rundt i en tågeagtig tilstand af smerter.

– Læste mere eller mindre hele tiden. Sov en time. Læste. Sov endnu en time. Sådan gik mit døgn for en stor dels vedkommende, har hun fortalt til Randers Amtsavis.

Som 50-årig stod kultseriens Ellen Skjern stolt med sit eksamensbevis fra Aarhus Universitet, og i 2010 åbnede hun egen klinik i Randers, som hun drev i syv år.

Skulle i banken

Ligesom Mads Skjern gerne ser, at hans børn går ind i familie
firmaet, havde Benedikte Dahl Jensens far også lagt planer for hende.

Hun er vokset op i en landbofamilie lidt uden for Randers, og faderen havde skaffet hende en læreplads i den lokale bank, hvor hun skulle begynde efter sin studentereksamen.

Men i læseferien i 3.g gik Benedikte til optagelsesprøve på Aarhus Teaters elevskole og kom ind.

Hun turde ikke fortælle det til sine forældre, men lod dem læse om det i avisen. De talte ikke til hende i otte dage.

Benedikte Dahl var 25 år, da hun fik rollen som den voksne Ellen Skjern i seks afsnit af den populære DR-serie.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/benedikte_dahl_04.jpg
 (Foto: DR)

Det tog lidt tid for Benedikte Dahl at finde ud af, hvordan hun skulle spille forkælet. Hun troede, at hun skulle gøre det på en barnlig måde, men i stedet skulle hun være stærk. Det var nemlig det, som Mads Skjern (Jørgen Buckhøj) beundrede hos sin datter. (Foto: DR)

Ingen roller længere

Hun skulle ligne de andre 
piger, der havde spillet Ellen som lille, og det gjorde hun. Helt 
spontant udbrød en kantinedame hos Nordisk Film: ”Hold da op, hvor du ligner hende den lille Ellen Skjern. Det er da helt utroligt”, da hun sammen med en række andre var blevet prøvefilmet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/benedikte_dahl_02.jpg
 (Foto: DR)

Ellen Skjern kommer til at kede sig i ægteskabet med Mogens Lamborg (John Schelde Larsen), og de ender med at blive skilt. (Foto: DR)

I tiden efter ”Matador” væltede roller på teatre og TV ind til Benedikte Dahl, men pludselig, da hun var i begyndelsen af 30’erne, var der ikke længere bud efter hende. Så hun sadlede om og flyttede fra Glostrup tilbage til Randers-egnen med sin mand.

Da hun var i slutningen af 30’erne, opgav hun skuespillet helt og levede i stedet af at undervise folk i personlig udvikling ved brug af teaterteknikker.

De første gange ”Matador” blev genudsendt, havde Benedikte Dahl svært ved at nyde serien. Den mindede hende for meget om, at hun selv havde måttet opgive skuespillet. Men det ændrede sig.

– Jeg elsker hvert eneste afsnit af ”Matador” fra begyndelse til slutning, og når jeg tænker på mit liv i dag, har det været godt, jeg gik den vej, jeg gik efter ulykken, siger hun i bogen ”Matador – mennesker, myter & minder”.

Hendes yndlingsafsnit er afsnit 24, hvor Agnes kommer på besøg hos Mads Skjern, og han krakelerer i stolen over for hende.

Sponsoreret indhold