Nyheder2. maj 2023

Bodil Grubak har hjulpet politiet med optagelser: - Vi er meget lykkelige

Bodil og hendes mands videomateriale har tilsyneladende været en vigtig brik i politiets efterforskningsarbejde i sagerne, hvor en 32-årig mand nu sidder varetægtsfængslet
Optagelser fra dashcams har blandt andet hjulpet politiet i eftersøgningen af den 13-årige pige fra Kirkerup. 
Optagelser fra dashcams har blandt andet hjulpet politiet i eftersøgningen af den 13-årige pige fra Kirkerup.
 Foto: Marius Becker/picture-alliance/d

LÆS OGSÅ: Bodils bilkamera hjalp politiet med eftersøgning af 13-årig

Da Bodil Grubak indsendte en række videooptagelser fra sin mands bilkamera, troede hun kun, hun hjalp politiet i forbindelse med sagen om en 13-årig pige fra Kirkerup.

Men efter en omfattende efterforskning kunne politiet onsdag meddele, at den 32-årige mand, der er sigtet i sagen, ikke blot er sigtet for bortførelse af den 13-årige pige.

Nu er han også sigtet for drabet på Emilie Meng samt et knivoverfald mod en 15-årig efterskoleelev.

Derfor kan Bodil Grubaks materiale altså også have haft en større betydning for politiets efterforskning, end først antaget, og det glæder hende og hendes mand.

– Vi er meget lykkelige for, at vores optagelser måske har været med til at finde den sigtede så hurtigt, og finde ud af, at han også har haft en finger med i spillet i de andre sager, fortæller Bodil Grubak til SE og HØR og fortsætter:

– Det er da lettende, det er det.

- Vi blev lidt chokeret

Bodil Grubak bor på Esholtevej ved Slagelse, kun 800 meter væk fra det sted, hvor den 13-årige piges ejendele blev fundet henkastet lørdag den 15. april.

Da politiet efterlyste videomateriale i forbindelse med efterforskningen, reagerede hun derfor hurtigt, da hendes mands dashcam kunne gemme på vigtig information.

Kameraet, der er monteret i bilen, filmer nemlig al trafik, og dermed også de biler, der er kørt på Esholtevej, hvor Bodil Grubaks mands bil var parkeret. Men at materialet kunne være behjælpelig i andre sager, heriblandt i sagen om Emilie Meng, var dog overraskende.

– Vi blev lidt chokeret over det. Men på den anden side havde jeg det også sådan, at hvis det er ham, og han bliver dømt for det, så falder der en stor sten fra brystet, og Emilie Mengs familie kan få ro, fortæller hun.

Tanken om, at Emilie Meng-sagen kunne kædes sammen med den 13-årige pige, havde dog også strejfet dem.

– Vi blev ikke helt overrasket over, at der kunne være en sammenhæng med Emilie Meng-sagen. Vi begyndte hurtigt at frygte det, og det har rumsteret lidt i baghovedet, fortæller Bodil Grubak og fortsætter:

– Når det kommer så tæt på, vil man helt automatisk tænke det. For når det rammer i sådan et lokalsamfund, så går det ind og flytter lidt på grænsen af, hvor man kan føle sig tryg.

Overfor SE og HØR oplyser den 32-årige sigtedes advokat, Karina Skou, at han nægter sig skyldig i sagen.

– Jeg kan sige, at min klient nægter sig skyldig, og at der kun er tale om sigtelser, siger forsvarsadvokaten.

Sponsoreret indhold