Nyheder 5. april 2016

Bendtners chef: Han var en trussel for fællesskabet

Sportschefen i Wolfsburg bruger hårde ord, når han skal forklare hvorfor Nicklas Bendtner er fritstillet
(Foto: Mikael Rieck)

Nicklas Bendtners tid i den tyske klub Wolfsburg har været en lang nedtur. Stribevis af skandaler har resulteret i, at den danske angriber er blevet fritstillet af Bundesliga-klubben. Det er sket fordi klubben anså Bendtner for at være intet mindre end en trussel mod fællesskabet, lyder det fra sportsdirektøren.

- Der har været konkrete ting, som jeg ikke vil remse op her. Alt i alt har vi set ham som en trussel for vores fællesskab, og så må man handle, siger Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs i NDR-programmet Sportclub, ifølge TV 2 Sport 

Udviklingen er bemærkelsesværdig, fordi det hører til de absolutte sjældenheder, at en fodboldklub fritstiller en ung førsteholdsspiller.

Den seneste bølger af skandaler begyndte at rulle, da den tidligere Arsenal-spiller tog en selfie med en Mercedes tydeligt i baggrunden. Det er helt uhørt for en Wolfsburg-spiller, der har Wolksvagen som altdominerende hovedsponsor.

Derefter kom han for sent til træning, og blev sat til at træne for sig selv. Det stoppede dog ikke danskeren, som utvivlsomt efterhånden er en mere erfaren skandalemager end målmager.  Bendtner lagde nemlig et håneligt billede op på Instagram fra sin selvtræning.

Og nok så væsentligt har angriberen brugt langt mere tid på bænken og tribunen, end på banen. Det er alt det, der nu får tyskerne til at sige ” Auf Wiedersehen”. 

Sponsoreret indhold