Årets Vild med dans-stjerner afslører: Det frygter vi

Emmelie de Forest danser med, når \

Emmelie de Forest danser med, når "Vild med dans" begynder til efteråret.

(Foto: Thomas Laursen)

Et nyt kuld er klar til ”Vild med dans”.

Indtil videre er det offentliggjort, at Rosa Kildahl, Emil Thorup, Emmelie de Forest, Lars Christiansen, Molly Egelind, Simon Stenspil, Rolf Sørensen og Laila Friis-Salling hopper i dansetøjet, når det populære show løber over skærmen på TV2 til efteråret.

Men selv om de otte nydansere er modige nok til at tage udfordringen op, frygter de alt fra kondition og højhælede sko til at styrte på dansegulvet eller tabe partneren.

Det kan du alt sammen blive meget klogere på herunder.

Udfordrer konen

Han er hurtig på fødderne på håndboldbanen, men efteråret må vise, om den 46-årige pensionerede håndboldspiller Lars Christiansen også er fiks på dansegulvet.

– Det bliver spændende at prøve at udfordre noget, som jeg absolut ikke har nogen hjemmebanefordel og ro i. For der er mange, der vil vide, at det ikke bare er noget, jeg siger. Danse, det kan jeg ikke. Men jeg vil gerne udfordre det usikre og se, om jeg kan flytte mig fra nul til ... et stykke opad, siger han til TV2.

For at slå sin 40-årige kone Christina Roslyng skal han nå helt til tops. Hun vandt nemlig 3. sæson med Steen Lund.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Dan Mariegaard)

Styr på kondien

I sidste uge kunne SE og HØR afsløre, at evigtglade Rosa indtager årets dansegulv.

Den 60-årige nydanser Rosa Kildahl glæder sig mest af alt til at lære trinene, mens hun frygter, om kondien kan klare turen på dansegulvet.

– Jeg glæder mig til at lære de danse – det er fedt at kunne danse en vals. Det ser tæskegodt ud, når der er nogen, der kan det. Og så glæder jeg mig til kjolerne og til, at de bliver syet specielt til mig, jubler Rosa.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Kaspar Wenstrup)

Ikke den første

Den 30-årige skuespiller Molly Blixt Egelind lærte ”Vild med dans”-studiet at kende, da hendes nu 59-årige mor Søs Egelind i 2015 valsede rundt med Mads Vad.

Nu skal hun selv træde ind på dansegulvet – og her håber hun at blive længst muligt.

– Altså, det tænker alle jo sikkert, når de går ind til det: ”Bare jeg ikke bliver den første, der ryger ud”. Men det synes jeg simpelthen ville være så frygteligt, siger hun til TV2.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: All Over Press)

Langsom krop

Det bliver spændende at se, om Emmelie de Forest har sko på, når hun indtager dansegulvet. Det havde hun nemlig ikke, da hun sang sig til tops i Grand Prix’et.

– Jeg frygter, at jeg falder i min kjole, og så frygter jeg latindansene, da min krop er utrolig langsom, så jeg ved ikke, hvordan jeg får det med de hurtige bevægelser, fortæller den 25-årige – ofte barfodede – sangerinde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Kaspar Wenstrup)

Fra ski til sko

Laila Friis-Salling glæder sig til at blive udfordret på dansegulvet.

– Det, jeg frygter mest, er at gå i højhælede sko, for jeg går aldrig i højhælede sko, det bliver udfordrende, lyder det med et grin fra den 33-årige skiløber, der sjældent danser til festlige lejligheder.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Ritzau Scanpix)

Bange for styrt

Selv om 35-årige Simon Stenspil har medvirket i flere musicals, regner han ikke med, at det er en fordel, når han valser ind på dansegulvet.

– Det, jeg frygter allermest, er faktisk, at jeg styrter over mine egne ben eller taber min dansepartner. Det ville være herre nederen, siger skuespilleren, der derimod glæder sig til at fyre den af og at iklæde sig pailletfyldt dansetøj.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Mikael Rieck)

På dybt vand

Det er en opgave af de større, 34-årige Emil Thorup har sagt ja til, når han slår sig løs på Danmarks mest populære dansegulv.

– Det er nok første gang i mit liv, jeg virkelig er på dybt vand, for jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af det. Det er en ægte udfordring, og jeg ved ikke, om jeg lander på benene eller på skallen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Dan Mariegaard)

Lækker duo

Der er skruet op for lækkerhedsskalaen, når TV2 i år prøver noget helt nyt og har hyret to kvinder til værtsrollen.

Dermed kan seerne glæde sig over at få både 36-årige Christiane Schaumburg-Müller og 34-årige Sarah Grünewald som værter, når den 15. sæson har premiere til september.

Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: Mikkel Tjellesen/TV2)

Rygterne siger ...

Lidt over halvdelen af nydanserne er blevet afsløret, men rygtebørsen siger, at både nye og gamle dansere vender tilbage til ”Vild med dans”.

Ifølge SE og HØRs oplysninger får vi i år fornøjelsen af Michael Olesen, Thomas Evers Poulsen, Mads Vad, Morten Kjeldgaard og Frederik Nonnemann.

Derudover vender Katrine Bonde tilbage og får selskab af Mille Funk, Jenna Bagge, Karina Frimodt og Mie Moltke.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close