Krimi14. april 2023

Overfusede rengøringsmedarbejder: Nu siger han undskyld

Mikkel er flov over, hvad han har gjort, men han kan ikke huske noget
Det var på Nørreport Station, at episoden fandt sted.
Det var på Nørreport Station, at episoden fandt sted.
 Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix

Han har været på alles læber i dag, efter han overfusede en rengøringsmedarbejder i metroen på Nørreport.

Nu står 25-årige Mikkel frem med en undskyldning.

– Jeg har det ikke særlig godt. Jeg er meget ked af det her. Jeg vil gerne give en kæmpe undskyld til dem, som det skulle være gået ud over, fortæller han til B.T.

Mikkel var manden, der råbte efter rengøringsmedarbejderen, hvor han blandt andet kaldte ham "sorte svin" og sparkede til hans gulvspand.

Men selv om han er flov over, hvad han har gjort, så står episoden ikke klart i hans erindring.

– Jeg kan ikke huske noget overhovedet. Jeg kan huske, at jeg har fået nogle drinks, lyder det fra ham.

Hele episoden blev filmet og gik viralt på de sociale medier, hvor flere skrev støttende beskeder til den forurettede rengøringsmedarbejder.

Efterfølgende har medarbejderen fået en gavekurv og tilbudt psykologhjælp af sin arbejdsgiver, KN Rengøring, der også er i tæt dialog med ham for at sikre, at han får den hjælp, han har brug for.

Kvinden, der filmede videoen, er også stået frem og fortalt om episoden.

Derudover er hændelsen blevet anmeldt til politiet, lige som skuespiller Pilou Asbæk har sagt, at han gerne vil give rengøringsmedarbejderen en god oplevelse.

Sponsoreret indhold