Nyheder14. april 2023 (opd. 15. april 2023)

Voldsom video filmet ved Nørreports metro: Måtte ringe til politiet

En mand blev natten til onsdag filmet, mens han overfusede en rengøringsmedarbejder på Nørreports metrostation
En rengøringsmedarbejder blev onsdag nat overfuset af en mand på Nørreports metrostation.
En rengøringsmedarbejder blev onsdag nat overfuset af en mand på Nørreports metrostation.
 Foto: Borberg Asger Ryø/Ritzau Scanpix

De seneste dage har en video af en rengøringsmedarbejder, der bliver overfuset på Nørreports metrostation, mens han gjorde rent, floreret på sociale medier.

En kvinde filmede hele optrinet, hvor manden sparkede til rengøringsmedarbejderens gulvspand, mens han sagde "sorte svin" og efterfølgende også råbte "hvad siger du? hvad? Hvad? Hvad er det, du siger, din …"

Kvinden står nu frem til B.T, hvor hun fortæller om episoden, hvor manden også begyndte at jagte hende, da hun sagde, at der skulle tages kontakt til politiet.

Hun har dog valgt ikke at stå frem med navn.

Kvinden havde lagt mærke til manden, der var sammen med en anden mand, allerede før de gik ned til metroen, hvor de var i konfrontation med en anden gruppe mennesker.

Under optrinet kunne hun se i rengøringsmedarbejderens øjne, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre, og af rent instinkt råbte hun, at nogen skulle ringe til politiet.

Det fik den aggressive mand til at rette sin opmærksomhed mod hende.

– Manden forsøgte at gribe fat i mig, men han kunne ikke nå mig, og så løb jeg op ad trapperne, fortæller hun til B.T.

Hun vendte tilbage til rengøringsmedarbejderen kort efter, der naturligvis var rystet over episoden.

Kvinden har ikke selv meldt episoden til politiet, da hun vil lade det være op til rengøringsmedarbejderen.

Til B.T oplyser rengøringsmedarbejderens arbejdsgiver, KN Rengøring, at episoden er blevet politianmeldt.

Sponsoreret indhold