Kendte14. april 2023

Efter voldsom video ved Nørreports metro: Nu går Pilou Asbæk ind i sagen

Efter at en rengøringsmedarbejder onsdag nat blev overfuset på Nørreports metrostation af en mand, vil skuespiller Pilou Asbæk nu give manden og hans familie en god oplevelse
Pilou Asbæk vil give en god oplevelse til den rengøringsmedarbejder, der onsdag nat, blev overfuset på Nørreports metrostation.
Pilou Asbæk vil give en god oplevelse til den rengøringsmedarbejder, der onsdag nat, blev overfuset på Nørreports metrostation.
 Foto: Mikael Rieck

En rengøringsmedarbejder blev onsdag nat overfuset af en mand på Nørreports metrostation, mens han gjorde rent.

Episoden blev filmet, og videoen tog hurtigt fart på sociale medier, hvor blandt andre Anders Hemmingsen delte videoen på sin Instagram-profil med 1,2 millioner følgere.

Her har den danske stjerneskuespiller Pilou Asbæk rakt ud for at hjælpe den forurettede rengøringsmedarbejder.

"Sig til mig, det er iscenesat …. ik? Please?," kommenterer Pilou Asbæk først.

Han bliver hurtigt gjort opmærksom på, at det ikke er tilfældet.

"Jeg vil gerne give ham der vasker gulvet, og egentlig bare passer sit arbejde en god oplevelse. Nogle der kender ham? Så smid en DM," skriver skuespilleren.

Til SE og HØR fortæller han, at han stadig ikke har fået fat på rengøringsmedarbejderen, der får en masse opmærksomhed i disse dage.

– Jeg har ikke fået fat endnu. Men en oplevelse står ved magt, hvis de vælger at række ud. Jeg tænker, at den stakkels mand får rigeligt med opmærksomhed lige nu, så jeg stiller mig i kø og venter på tingene er dampet lidt af, fortæller Pilou Asbæk til SE og HØR.

– Så jeg har sagt, at arbejdspladsen og han er velkommen til at række ud, når tid er.

Han har ikke nogen bestemt oplevelse i tankerne, når og hvis han på et tidspunkt får kontakt til rengøringsmedarbejderen.

– Oplevelsen skal bare være noget positivt. Noget hyggeligt. Noget som vil gøre ham og hans familie glad, fortæller Pilou Asbæk.

– Ingen i dette land skal generes, bare fordi de passer deres arbejde.

Sponsoreret indhold