Kongelige21. november 2022

Prins Joachim har fået nok: Vender ikke hjem

Ifølge en kongehusekspert er det usandsynligt, at den tidligere landmandsprins flytter tilbage til Danmark
Prinsesse Marie og prins Joachim
Prins Joachim, 53, og prinsesse Marie, 46, har formentlig ingen planer om at flytte tilbage til Danmark efter endt udstationering i Paris.
 Foto: Hanne Juul

Når prins Joachim stopper som forsvarsattaché i Paris til sommer, skal danskerne ikke regne med, at de kommer til at se ham, prinsesse Marie og deres to børn på dansk grund igen.

For parret har ingen planer om at flytte tilbage til sin mors kongerige i kølvandet på hendes beslutning om at fjerne Joachims fire børns prinse- og prinsessetitler med virkning fra årsskiftet.

Det mener kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen.

– Det er ikke så sandsynligt, at han vender hjem. Det er mere sandsynligt, at han bliver i udlandet, for der har han allerede gjort karriere de senere år, mener han.

Dronning Margrethe
Der er ikke meget, der tyder på, at Margrethe, 82, der forleden blev fejret på Københavns Rådhus, igen får et kærligt forhold til sin yngste søn.
 Foto: Hanne Juul

Meget få opgaver

Siden prins Joachim i 2014 solgte Schackenborg med den begrundelse, at han skulle have mere tid til at passe sine pligter for kongehuset, har der stort set ikke været bud efter ham fra hoffets side.

Kun nogle få arbejdsopgaver bliver det til hvert år.

– Han har ikke optrådt så meget herhjemme i relation til kongehuset. Og med udmeldingen fra dronningen om at hans børn ikke skal have de her titler, som de hidtil har haft, så tror jeg, det er mest sandsynligt, at han bliver i udlandet, slår Hovbakke fast.

Brødrene kan ikke sammen

Der har i flere år været rygter om bitter strid mellem Joachim og Marie på den ene side og Frederik og Mary på den anden. Ifølge rygterne ønsker specielt Mary ikke, at rampelyset tages fra dem, og hun ser svogeren og svigerinden som konkurrenter.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary
Frederik, 54, og Mary, 50, har et kompliceret forhold til Joachim og Marie, der måske er blevet eksporteret, så de ikke snupper rampelyset fra kronprinsparret. I lørdags fejrede begge par dronningen.
 Foto: Hanne Juul

De rygter fik fornyet næring, da prins Joachim i forbindelse med krisen i familien fortalte, at forholdet til Frederik og Mary er kompliceret.

Og Lars Hovbakke Sørensen er enig i, at Joachims tilstedeværelse i Danmark kan give gnidninger i forhold til Frederik.

– Det ville jo passe rigtig godt at finde noget i udlandet, fordi han ikke har haft central rolle herhjemme i lang tid. Ikke siden Schackenborg. Derfor ville han kun kunne lave noget, der minder for meget om det, som kronprins Frederik laver. Og på den måde vil det jo være oplagt at blive i udlandet, understreger han.

Muligheder i udlandet

I Paris skal Joachim frem til sommeren 2023 arbejde som militærattaché, og forleden meddelte han Billed-Bladet, at dét eventyr slutter.

– Det er et fantastisk job, men altså det stopper her til sommer, det gør det, fortalte han.

Prins Joachim
Til sommer udløber Joachims kontrakt som forsvarsattaché, og så skal han formentlig videre i det system et andet sted i verden.
 Foto: Martin Høien

Og da han blev spurgt, om det betød et gensyn med Danmark, havde han uld i mund.

– Det får vi at se, lød det kryptisk som en indikation af, at han og Marie ikke rykker ind i deres hus i Klampenborg lige med det samme.

Jobbet i Paris kan dog være springbræt til noget andet i samme boldgade. Ind imellem gættes der på, at han og Marie flytter til Washington, hvor han måske skal have samme funktion på den danske ambassade i USA.

– Det er helt klart en mulighed, at han fortsætter med militæret, lyder det fra Hovbakke.

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe ankom i karet til fejringen på rådhuset, hvor en undersåt udtrykte sin utilfredshed med hende ved at kaste æg på bygningen.
 Foto: Hanne Juul

Dyb krise

At parret ikke selv er herrer over deres eget liv, var tydeligt, da SE og HØR interviewede parret i sommeren 2020.

– Det er ikke altid os, der bestemmer, sagde prinsesse Marie bl.a. som understregning af det komplicerede forhold til Amalienborg.

Dronning Margrethe og prins Joachim
Ja, mor! Prins Joachim får apanage og er derfor fortsat nødt til at følge mors ordrer.
 Foto: Birger Storm

Om det er Margrethe eller kronprinsparret, der svinger taktstokken i Joachim og Maries liv, har Joachim ikke ytret sig om.

Men sikkert er det, at en frokost på Københavns Rådhus ikke har klinket de dybe sorg, der er i den kongelige familie. Sår, som vil tage tid at læge, og som kræver, at Frederik, Mary og Margrethe stopper med at behandler Joachim som en paria.

Sponsoreret indhold