Kendte11. juli 2020

Torben Chris: Ramt af corona

Komikeren blev testet positiv, selv om han ikke havde nogen symptomer.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/torben.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Torben Chris, 43, har haft coronavirus – men uden at have nogen symptomer overhovedet.

Komikeren fortæller til SE og HØR, at hans kollega Mikkel Klint Thorius var blevet testet positiv, hvorfor han ringede til ham for at høre, om det var noget, han skulle bekymre sig om, da de havde set hinanden om fredagen ugen før.

– Han sagde, at det skulle jeg ikke umiddelbart – myndighederne mente, han var blevet smittet tirsdag ugen efter. Men nu havde jeg bestilt en tid, inden jeg havde fået fat på ham, så jeg tog bare testen for god ordens skyld.

Det gjorde Torben Chris den 18. juni og glemte egentlig alt om testen, da han havde fået at vide, han var uden for risikozonen. På vej ud til to efterskolejobs den 21. juni tjekkede han alligevel lige, om der var kommet svar.

– Og det var der sgu lige. Jeg var helt i “disbelief” (vantro, red.), da der stod “påvist”, siger Torben Chris, som fandt en anden komiker, der kunne træde til i stedet, og kontaktede sundhedsmyndighederne.

– Det viste sig, at den eneste, jeg havde smittet, var min kone. Men det resulterede så i, at den institution, hun arbejder i, blev lukket ned en dag, hvor alle var inde at blive testet. Det resulterede også i, at en forfærdelig masse børn i mine børns børnehave og skole blev testet. Men det lader til, vi ikke har smittet andre. Det er bare os to, og vi har ikke haft nogen symptomer, siger komikeren, som tror, der er et stort mørketal.

– Det var en ren tilfældighed, at jeg opdagede det, så der må gå rimelig mange rundt og kunne smitte, siger han.

Sponsoreret indhold