Kendte7. juli 2020

Tom Hanks efter smitte med corona: - Jeg følte mig lammet

I marts måned afslørede den 63-årige skuespiller, at han og konen Rita Wilson var blevet smittet med den dødelige virus. Nu taler han ud om smerterne og lammelsen, som sygdommen bragte med sig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2020-07-07_kl._06.39.02.png
 Foto: MEGA

Mere end 11 millioner mennesker er blevet bekræftet smittet med den dødelige coronavirus, siden dens udbrud tidligere på året.

Herunder ”Cast Away”-skuespilleren Tom Hanks og hans kone Rita Wilson, der tilbage i marts måned blev testet positive for smitten.

Begge er siden blevet raske igen og er ude af karantæne, men nu taler den 63-årige skuespiller ud om, hvordan det rent faktisk var at være smittet med corona.

Faktisk endte smitten med at påvirke de to vidt forskelligt.

- Vi havde det begge dårligt i to uger, men det mærkelige var, at vi reagerede vidt forskelligt på virussen. Min kone mistede både lugte- og smagssansen, hun havde kvalme og en meget højere feber, end jeg havde. Jeg havde derimod lammende kropssmerter, jeg var meget træt, og jeg kunne ikke koncentrere mig i mere end 12 minutter, fortæller den 63-årige skuespiller i et nyt interview med The Guardian.

Da parret blev ramt af smitten, var de begge to i Australien, da Hanks var i gang med filmoptagelser, og efter den positive test blev de begge indlagt på hospitalet.

Særligt fordi han var i risikogruppen.

- Jeg er 63 år, jeg har type-2 diabetes og et lille rør i hjertet, der skal hjælpe med gennemstrømning af blodet. Men så længe vores kropstemperaturer ikke steg voldsomt, og vores lunger ikke blev fyldt med lungebetændelse, så var lægerne heldigvis ikke bekymrede, lyder det om indlæggelsen.

Bekymringen ramte derfor heller ikke ”Forrest Gump”-skuespilleren, der fortæller, at han på intet tidspunkt under indlæggelsen eller sygdommen frygtede, at han ville dø af den.

- Jeg er ikke en person, der vågner op om morgenen og spekulerer over, om jeg vil se slutningen af dagen eller ej. På den front er jeg temmelig rolig.

I dag er både Tom Hanks og hans kone Rita Wilson raske efter smitten, og de er vendt tilbage til Los Angeles, efter at de måtte lade sig isolere i Australien.

Sponsoreret indhold