Kendte11. juni 2023

Søren Vester forlader ”I hus til halsen”: Jeg vil være mere hjemme

Den jyske designer stopper i DR- programmet efter syv år. Nu vil han bruge tiden på sit haveprogram, familien og det lokale foreningsliv i Thise
Søren Vester
– Jeg vil glæde mig til, at jeg ikke skal på landevejen i alle de grønne måneder, for så er man mere ude, end man er hjemme, siger Søren Vester, som snart er aktuel med en ny sæson af ”Søren Vesters have”.
 Foto: Søren Hald

LÆS OGSÅ: Ny vanvittig fritfalds-rutsjebane på vej: Kendisdesigneren Søren Vester har hjulpet

Man kan næsten ikke sige ”I hus til halsen” uden også at sige Søren Vester. Han har i flere år været en fast del af DR’s populære boligprogram, hvor han har delt ud af sine skæve og kreative idéer.

Men nu er det slut. Den 44-årige, jyske designer har valgt at stoppe i programmet, og dermed skal han ikke længere lave tv med sine gode venner og kolleger Line Franck og Dennis Lindequist.

Beslutningen er kommet som et chok for de tusindvis af seere, som har elsket at følge det fasttømrede og yderst populære trekløver på skærmen.

– Det er en kæmpe beslutning at tage. Men nu har jeg lavet det i syv sæsoner, og man skal også passe på, at man ikke kommer til at gro fast, siger Søren Vester.

Dennis Lindequist, Line Franck og Søren Vester
Søren Vesters gode venner og kolleger Dennis Lindequist og Line Franck fortsætter med at lave ”I hus til halsen”.
 Foto: Privat

Har arbejdet i døgndrift

Søren har overvejet stoppet i et års tid, fordi han også bruger mange kræfter på et andet tv-program, nemlig ”Søren Vesters have” på DR1.

– Når jeg laver mine haveprogrammer, så ligger det lige oveni ”I hus til halsen”-optagelserne, så jeg har bare arbejdet i døgndrift i to år. Det kan man gøre i et stykke tid, men til sidst bliver man nødt til at sadle om, forklarer Søren Vester og uddyber:

– Når man laver ”I hus til halsen”, er man 100 procent på. Man er væk en uge ad gangen, og det har altså nogle omkostninger i forhold til familien og det lokale foreningsliv, som jeg er en del af. Der er en grund til, at vi er flyttet til Thise, og det er, at det er en skøn plet, hvor vi gerne vil være.

Tid til familien

Han bor til daglig på en gammel præstegård i Thise nordvest for Skive med hustruen Dorthe og deres to sønner, Holger på 16 år og Sigurd på 13.

– Sigurd og jeg har lige været i gang med at bygge en sofa ude på terrassen. Hvis man skal lave nogle håndværksmæssige ting sammen, er man jo nødt til at være hjemme, så på den måde er det rigtig godt, at jeg ikke skal lave ”I hus til halsen” mere, siger Søren Vester, som med et smil tilføjer:

– Vi har faktisk lige holdt konfirmation for Sigurd herhjemme. Vi holdt det i drivhuset, og det var rigtig hyggeligt.

Dorthe, Holger, Sigurd og Søren Vester
Sammen med hustruen Dorthe har Søren Vester to sønner, Holger på 16 og Sigurd på 13. Her ses familien for nogle år siden.
 Foto: Privat

Hele familien bakker op om Sørens beslutning om at stoppe i programmet.

– Vi har været enige om det, men hvis det stod til min hustru, kunne jeg sagtens have taget flere sæsoner. Det er mere mig selv, der gerne vil være hjemme og hygge, når børnene kommer hjem fra skole, forklarer han.

Spændende erstatning

Søren Vester fik debut i ”I hus til halsen” i 2017, hvor han havde ejendomsmægleren Jesper Nielsen som makker.

I 2019 overtog Line Franck ejendomsmæglerjobbet fra Jesper Nielsen. Lige siden har hun og Søren Vester og tømreren Dennis Lindequist hjulpet danskere med at få renoveret og solgt deres huse.

Line og Dennis bakker op om Sørens beslutning, og de er sammen med Sørens erstatning, den nye designer Kalle Thesbjerg, netop gået i gang med den kommende sæson 12, der får premiere i 2024.

Kalle Thesbjerg
Det bliver 50-årige Kalle Thesbjerg, som erstatter Søren Vester i ”I hus til halsen”. Han er uddannet dekoratør og er autodidakt designer. Privat er han gift med Martine, og de har to døtre på 18 og 19 år. Familien bor i Brønshøj, men han er oprindeligt fra Vemb i Vestjylland. Han har tidligere lavet boligprogrammerne ”Hjem til forvandling” og ”Helt på plads” på DR.
 Foto: DR

Selv om Søren ikke længere selv er en del af ”I hus til halsen”, kommer seerne ikke til at undvære ham på skærmen. Han er klar i 13 nye programmer af ”Sørens Vesters have” på DR1.

– Lige nu nyder jeg bare, at der er ro på, og at jeg kun skal koncentrere mig om haveprogrammerne. Det er mere end et fuldtidsjob, siger Søren Vester og udbryder med stor begejstring:

– Og så glæder jeg mig som et lille barn til at skulle sidde og se det første afsnit af ”I hus til halsen” til næste år. Det bliver godt med nogle nye designvinkler, og der kommer nok færre grønne køkkener nu!

Sponsoreret indhold