Kendte21. november 2021

Simi Jan efter Afghanistan: Det har smadret mig fuldstændig

Med livet som indsats rapporterede TV 2-korrespondenten fra Kabul, da Taliban i august overtog magten og alt var kaos. Nu vil Simi Jan tilbage til Afghanistan
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/seidel_p0a8286.jpg
 SEIDEL PHOTOGRAPHY APS

Modige Simi Jan rejste ind i Afghanistan, da resten af verdens journalister ville ud.

I slutningen af august trak de vestlige militære tropper sig ud af Afghanistan, og den fundamentalistiske islamistiske bevægelse Taliban overtog magten i hovedstaden Kabul.

Den 42-årige TV 2-korrespondent Simi Jan rapporterede helt alene fra Kabuls gader midt i rædslen, hvor desperate afghanere flygtede mod lufthavnen, børn blev væk fra deres forældre og et totalt kaos regerede.

Det er to måneder siden, Simi Jan blev evakueret ud af Afghanistan – en tur, som har givet hende ar på sjælen.

- Det var en meget voldsom og følelsesmæssigt drænende tur. Både fordi jeg var magtesløs over for alle de mennesker, som jeg ikke kunne hjælpe, men også fordi Afghanistan er et land, jeg holder utrolig meget af. Jeg har boet dernede, jeg har lært sproget, jeg har rapporteret dernede fra siden 2009. At se alt det smuldre for øjnene af mig, det var benhårdt.

- Det har virkelig smadret mig fuldstændig efterfølgende, fortæller Simi Jan til SE og HØR, da vi møder hende til Danish Music Awards lørdag aften, hvor krigskorrespondenten skulle overrække årets ærespris til Rasmus Seebach.

Måtte flygte i burka

Det glamourøse awardshow står i stor kontrast til krig og ødelæggelse, og for få måneder siden lå det heller ikke i kortene, at Simi Jan skulle få overskud og lyst til at stå på scenen i et musikshow.

- Hvis Danish Music Awards var for to måneder siden, så ville jeg slet ikke kunne have præsteret noget som helst. For da lå jeg i min seng og græd og kunne ingenting, fortæller Simi, som går til krisepsykolog og kropsterapeut for at bearbejde alt det, hun har oplevet.

- Jeg var bange det første døgn, da Taliban overtog magten.

- Vi vidste ikke, om Taliban kunne finde på at dræbe journalister. Vi vidste ikke om der ville komme selvmordsangreb eller gadekampe, og jeg flygtede i en burka fra det ene hotel til et andet, fortæller hun.

I lufthavnen endte Simi sammen med syv andre pressefolk fra Storbritannien og USA, og de var de eneste pressefolk, som var tilbage i Kabul.

- Vi kendte ikke hinanden i forvejen, men nu har jeg fået venner for livet, siger Simi Jan, som rejste til Doha i Qatar, da hun og de andre pressefolk blev evakueret fra Kabul.

Kollapsede i København

I Doha bearbejdede hun og de andre pressefolk sammen de voldsomme oplevelser, inden Simi Jan tog hjem til Danmark og sin familie.

Hjemme i Danmark hos sin mand Allan og parrets to børn ramte de traumatiserende oplevelser for alvor krigskorrespondenten.

- Efter to dage tilbage i København, kollapsede jeg. Min mand tog børnene med på ture i weekenderne, så jeg kunne få fred. Selv nu to måneder senere tager jeg ikke opvasken derhjemme, og jeg vasker ikke tøj, jeg afleverer ikke børnene i daginstitution, fordi jeg har brug for ro. Min mand tager sig af det hele. Han er fantastisk, fortæller Simi, der ikke lægger skjul på, at husbondens støtte betyder alt for hende.

Og Allan var slet ikke vild med, at hun overhovedet skulle af sted til Kabul.

- Det er nok den vigtigste historie, jeg har dækket, for det var tyve års krig der sluttede. Det var historien, der trak i mig, og jeg blev nødt til at gøre det. Min mand syntes ikke, det var verdens bedste ide, men jeg kunne ikke gøre noget andet, siger hun.

Tilbage til Afghanistan

På trods af, hvor mange tårer det har kostet Simi Jan at rapportere fra Talibans overtagelse, så vil hun nu tilbage til det krigshærgede land.

- Det er vigtigt for mig både som menneske og som journalist at komme tilbage og se i øjnene, at det Afghanistan, jeg elskede, det ikke eksisterer længere.

- Det er så vigtigt, det der foregår dernede. Der er en million børn, der risikerer at dø, der er kvinder, der ikke kommer på arbejde, piger, der ikke kommer i skole.

Jeg har glædet mig til, efter en meget hård tur at komme tilbage igen, fortæller Simi Jan.

Sponsoreret indhold