Kendte17. august 2021

DR og TV2 trækker korrespondenter hjem: Simi Jan afventer evakuering

De to store danske tv-kanaler dropper deres tilstedeværelse i det kaotiske Kabul. Mens DR’s Puk Damsgaard allerede forlod Afghanistan søndag, venter TV 2’s mellemøstkorrespondent Simi Jan stadig på at kunne komme hjem
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/_mho1761.jpg
 Foto: Martin Høien

Situationen i Afghanistan spidser nu så meget til, at flere medier trækker deres udsendte hjem.

Det gælder både TV2 og Danmarks Radio, hvoraf sidstnævntes korrespondent Puk Damsgaard lettede fra Kabul allerede søndag.

Men TV 2-værten og mellemøstkorrespondenten Simi Jan afventer stadig evakuering.

Det fortæller TV 2 Nyhedernes udlandsredaktør, Jakob Vissing, til MediaWatch.

- Simi Jan er fortsat i Kabul og befinder sig på et hotel tæt på lufthavnen, hvor der også er øvrige britiske og amerikanske mediefolk. Vi og hun er forholdsvis rolige ved situationen i forhold til, at Taliban ikke ser ud til at udfordre evakueringsbestræbelserne, fortæller han, før han tilføjer, at de dog følger udviklingen tæt.

Venter med andre danskere

Efter planen skal Simi Jan evakueres hverken før eller senere de øvrige danskere, der stadig opholder sig i området, men som venter på at blive fløjet ud.

- Det vil ske i det øjeblik, flyet bliver klar, og det bliver hendes tur. Hun er ligestillet med de andre danskere, der er tilbage i Kabul. Det er umuligt at vide, hvornår det sker, fordi der lige nu er så kaotiske tilstande i lufthavnen. Der skal mere styr på situationen, før evakueringen kan komme op i fart. Men hvis amerikanerne og briterne får flere soldater ind i lufthavnen, tror jeg, det kan gå forholdsvis stærkt, siger Jakob Vissing.

Gør alt for at flygte

I over et døgn har decideret kaotiske scener udspillet sig i lufthavnen i Kabul, hvor afghanere har stormet landingsbanerne og klamret sig til fly i håb om at kunne forlade landet og komme i sikkerhed fra Talibans styrker.

Historiske billeder bliver ved med at komme fra Afghanistan, hvor situationen udvikler sig stort set fra time til time. I nat dukkede ekstraordinære billeder op af et fly – C-17 Globemaster – som almindeligvis kan rumme omkring 100 mennesker.

Her havde intet mindre end 640 desperate afghanere stuvet sig sammen.

Sponsoreret indhold