Kendte27. oktober 2020

Mai Manniche med vild udmelding: Går stik imod retningslinjerne

Den coronaskeptiske smykkedesigner Mai Manniche chokerer endnu engang med en udmelding på de sociale medier
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det er bestemt ingen hemmelighed, at Mai Manniche er corona-skeptisk.

Smykkedesigneren har således flere gange ytret sig særdeles kritisk overfor pandemien og ikke mindst myndighedernes anbefalinger i forbindelse med pandemien.

På sin blog kaldte hun blandt andet forårets nedlukning af landet for "ren hysteri og politik", hvilket efterfølgende kostede hende titlen som ambassadør for Psoriasisforeningen.

Og nu er Mai Manniche så igen særdeles kritisk overfor myndighedernes anbefalinger og krav. På Facebook skriver Mai Manniche således, at det ikke er tilladt i hendes butikker at bære mundbind, selv om det ifølge de nye retningslinjer er et krav fra på torsdag:

- PS i vores butikker er der IKKE krav om mundbind -ja faktisk giver vi ikke adgang til folk med mundbind/maske på, af sikkerhedsmæssige årsager, skriver Mai Manniche til slut i et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun beskriver sine egne oplevelser med mundbind:

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/maj_m.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Mai Manniche er meget skeptisk, når det kommer til myndighedernes anbefalinger og krav. Foto: Dan Mariegaard

- Det kommer måske som lidt af en overraskelse for de fleste, men jeg er i min natur ikke en rebel, men tror på retfærdighed. Hvilket har gjort jeg under hele Corona-forløbet har råbt op og igen og igen efterspurgt den manglende dokumentation for de voldsomme indgreb i vores frihed.

Nu er det så mundbind vi bliver tvunget til at bære - uden der er nogen som helst dokumentation for at det virker og holder smitten nede. Tværtimod.

- Anyways her til morgen tænkte jeg, OK så lad mig tage det skide mundbind på. For jeg orker ikke alle de corona-politibetjente der nu i den grad kommer frem i supermarkeder etc, fortæller Mai Manniche, der kalder det hele for en ”frygtelig oplevelse”, hvor hun flere gange følte, hun var ved at besvime.

- Så kommer jeg ikke til at bære mundbind en eneste gang mere, fortæller hun.

SE og HØR har kontaktet Mai Manniche, der kommer med følgende kommentar om de manglende mundbind i smykkeforretningerne:

- For det første kan jeg ikke tåle mundbind, så jeg er undtaget ifølge bekendtgørelsen. Ligesom rigtig mange andre er. Så det er ikke imod retningslinierne. Herudover nævnte Mette Frederiksen på sit pressemøde, at det var supermarkeder, arkader, storcentre, biografer osv. Altså hvor mange mennesker samles. Vi er ingen af delene. Vi har små butikker, hvor der i forvejen aldrig er over 10 mennesker og meget ofte har vi private aftaler med 1 eller 2 ad gangen. Vi er fortsat meget opmærksomme på hygiejnen og lever op til alle retningslinier, siger Mai Manniche til SE og HØR, inden hun tilføjer:

- Som guldsmed kan vi selvfølgelig ikke have mennesker med masker på i vores butikker af sikkerhedsmæssige grunde. Ligesom vi heller ikke slukker for videoovervågningen. Der er en grund til, at masker i øvrigt har været og er ulovligt. Derudover vil jeg også påpege, at regeringen og Sundhedsstyrelsen fortsat IKKE har fremlagt videnskabelig dokumentation for at mundbind overhovedet beskytter mod COVID-19. I foråret sagde Søren Brostrøm også, at mundbind ikke virker. Men det svar får vi forhåbentlig meget snart fra Rigshospitalets studie, som jeg er sikker på viser, at mundbind IKKE beskytter mod COVID-19. Så forventer jeg, at Sundhedsstyrelsen omgående ophæver påbuddet.

Smykkedesigneren frygter ikke, at reglerne om nul mundbind skræmmer hendes kunder væk:

- Jeg er ikke bekymret for at vores mange loyale kunder ikke vil handle hos os. De ved, at de er i trygge hænder os, ligesom de har været i hele forløbet.

Sponsoreret indhold