Kendte21. juli 2016

Hund knurrer af barnepigen – forældre gør grusom opdagelse

En trofast familiehund bliver lige nu hyldet, efter at den advarede familien om, at deres lille babysøn blev mishandlet af barnepigen. Hunden begyndte at knurre hver gang, at barnepigen kom – og det gjorde forældrene mistænksomme
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/killian_front.jpg
 Foto: Privat

Hunden Killian bliver formentlig forkælet med ekstra kiks og klap i denne tid. Det er der nu også en meget god grund til.

For familiens trofaste ven hjalp nemlig forældrene til at finde ud af, at der skete noget ganske grusomt, når forældrene overlod deres lille babysøn til barnepigen.

Det skriver det amerikanske medie WCSC-TV.

Forældrene Benjamin og Hope Jordan fra South Carolina i USA havde ansat den 22-årige barnepige Alexis Khan til at passe på deres syv måneder gamle søn, når de var på arbejde.

Men efter noget tid blev forældrene mistænksomme – for deres hund Killian begyndte at opføre sig underligt omkring barnepigen. Den begyndte at knurre og virke aggressiv over for barnepigen.

https://imgix.seoghoer.dk/baby2.jpg

Killian er en vaskeægte ven - han sørgede nemlig for at advare forældrene om, at der skete noget med lille Finn, når han blev passet af barnepigen. Foto: Privat

- Omkring fem måneder efter ansættelse begyndte vi at bemærke, at vores hund var meget beskyttende over for vores søn, når hun kom hjem til os, fortæller faderen, Benjamin Jordan, til det lokale medie WCSC-TV.

- Han var meget aggressiv overfor hende, og enkelte gange måtte vi simpelthen fysisk holde hunden væk fra hende for at undgå, at den gik efter hende, fortæller Benjamin Jordan.

Killians mystiske opførsel gjorde forældrene nervøse, og konen besluttede derfor at lægge en iPhone under sofaen, som optog, hvad der skete, når barnepigen var i huset sammen med deres syv måneder gamle søn Finn.

Og her gik den grumme sandhed så op for forældrene. På iPhone-optagelserne kunne forældrene således høre, hvordan barnepigen slog og råbte af deres lille søn.

- Det begyndte med gråd. Så kunne vi høre klaskelyde, og hans gråd ændrede sig fra angst til smerte.

- Jeg havde bare lyst til at række ind til ham gennem optagelsen, gå tilbage i tiden og bare løfte ham op til mig, tilføjer faderen over for mediet.

https://imgix.seoghoer.dk/family_dog.jpg

Killian begyndte at knurre hver gang, barnepigen kom - og det gjorde forældrene mistænksomme. Foto: Privat

Forældrene slog efterfølgende alarm, og barnepigen blev anholdt. Hun erkendte efterfølgende, at hun havde mishandlet lille Finn, og sidste mandag blev hun ved Charleston Count Court idømt et års fængsel.

Imens er forældrene taknemmelige for, at deres hund reagerede så trofast og derfor advarede forældrene om, at noget var galt. Havde det ikke været for Killian, havde forældrene formentlig ikke opdaget mishandlingen før langt senere.

- Havde vores hund ikke advaret os om mishandlingen, havde min kones instinkter ikke sagt, at vi måtte undersøge sagen, ja… så kunne det være nået dertil, hvor Finn blev dræbt af barnepigen, fortæller Benjamin Jordan.

Lille Finn har det ifølge forældrene godt og har ikke mén efter sin tid sammen med barnepigen.

Sponsoreret indhold