Gorm havde ingen kontakt til familien: Det var hårdt

– Jeg er bornholmer, så jeg havde da erfaring fra Bornholmerfærgen lyder det med et grin fra Gorm Wisweh, 37, som syntes, det var pinligt at komme fra en søfartskultur og ikke have prøvet at rebe sejl.

– Jeg er bornholmer, så jeg havde da erfaring fra Bornholmerfærgen lyder det med et grin fra Gorm Wisweh, 37, som syntes, det var pinligt at komme fra en søfartskultur og ikke have prøvet at rebe sejl.

(Foto: Peter Grosen)

Han er ofte rejst væk fra familien i både kortere og længere perioder. Men der har altid været mulighed for at ringe hjem til ungerne eller sms’e med fru Charlotte.

Der var imidlertid fuldkommen radiotavshed, da han i november stævnede ud sammen med fem andre kendisser for at sejle over Atlanten. Og det tog hårdt på den bornholmske kok.

– Det rammer mig lige der, hvor vi tager afsted, og jeg ringer hjem og får Rigmor, min datter, i røret, og hun siger ”farvel far, vi ses”.

Dér går det op for mig, at det ved jeg jo ikke, om vi gør, fortæller 37-årige Gorm Wisweh efter turen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Gensynsglæden var stor, da Gorm belv genforenet med kæresten Charlotte Kjeldberg, 34, og parrets to børn, Wilhelm, 5, og Rigmor, 4, efter den lange rejse. (Foto: Hanne Juul)

Skræmmende sejlads

Den knap 5.000 km lange sejlads er ikke uden risici, og slet ikke når man som Gorm og resten af kendisbesætningen er helt grøn udi at bomme og rebe sejl.

Selv om han ikke regnede med, at han ville dø på turen, kom han i tvivl om, HVOR farligt det, han stod over for, egentlig var.

– Jeg kan mærke, da vi tager afsted, at den usikkerhed kommer til at tage lidt over, og jeg får et lille panikanfald over ”shit, mand! Hvad nu hvis jeg ikke kommer hjem?”, og når det så har lagt sig, så kommer det andet, forklarer kokken og tører øjnene, mens han sunder sig et øjeblik.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tænd for Kanal 5 på søndag klokken 21, og følg med, når Gorm, Nicolaj Kopernikus, Christel Pixi, Hella Joof, Sus Wilkins og Peter Falktoft sejler ”Over Atlanten”. (Foto: Peter Grosen)

– Ej, undskyld. Jeg bliver helt rørt, siger han og fortsætter:

– Hvad nu, hvis der sker noget med dem? Det tog over, og hvis jeg tænkte på ”hjem”, så var det ikke, om jeg var i fare. Det var ”hvad nu, hvis vi lander i Antigua, og der er sket et eller andet forfærdeligt?”

Sammen med produktionen besluttede besætningen, at det var bedst, at de ikke fik at vide, hvis der var sket noget derhjemme, mens de sejlede rundt uden land i sigte.

Derfor var det også en kæmpe lettelse, da Gorm returnerede til Danmark.

– Det gjorde oplevelsen af at se dem, når man landede, HELT unik. Der stod de allesammen – sunde og raske og glade. Det var kæmpestort.

På gyngende grund

Adskillelsen var langt fra den eneste prøvelse, Gorm skulle igennem på den tre uger lange tur. Med sine evner i køkkenet var det naturligt, at han blev udnævnt til skibskok, men den erfarne madcreateur blev udfordret både på arbejdsforhold og råvarer.

Han satte sin lid til spanske Joaquín fra besætningen, som stod for at købe proviant.

– Spanien har god madkultur, men det har spanske sejlere så ikke. Det var virkelig noget lort, og det tror jeg også, man kan se på mig, griner Gorm, som i stedet for at gå ned med flaget holdt fanen højt og tog rygsækken med på marked.

– Vi havde allerede pasta til en hel hær – og ris til to – så alle basisting var der, jeg prøvede bare at finde noget krydderi, der kunne peppe det lidt op, forklarer madøret.

– Jeg havde fået nogle flydende urter med, som jeg aldrig havde prøvet at bruge før, men som man håbede ville give det der friske, grønne pust, så det hele ikke smagte af dåsemad, og det hjalp da lidt. Men jeg måtte bruge alle de trick, jeg havde i min værktøjskasse. Alle! Og det var virkelig håbløst nogle gange.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

– Mit temperament er blevet roligere på tre uger – det, synes jeg, er ret fascinerende. Jeg kan tydeligt mærke forskel. Det er ret sindssygt, siger Gorm, som også har fundet en større tro på sig selv. (Foto: Peter Grosen)

Med det pauvre forrådskammer på plads, kunne kokken kaste sig ud i den næste udfordring: at lave mad til søs. Det burde jo være lige til, men nej ...

– Jeg havde troet, at det (havet, red.) nogle dage ville stå stille, så jeg lige kunne lave en hurtig carbonara – det tager tyve minutter, og så kunne jeg slappe af. Alt var bare besværligt. Alt var en kamp. Så fordi det hele tiden bevæger sig, og du ikke kan se nogen horisont dernede, så kan du ikke intuitivt modgå bevægelserne, fortæller Gorm, som trods den varme, indelukkede tjans i køkkenet slap helt udenom søsyge.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close