Kendte29. januar 2024

Efter Katherine Diez' plagiatsag: Berlingske får kras kritik

Kulturjournalist Eva Eistrup mener, at medierne har et ansvar, når det kommer til Diez' plagiatsag. Det fortæller hun i "Genstart"
Katherine Diez, influencer, litteraturanmelder og kulturdebattør.
Katherine Diez var fra 2018 til 2022 tilknyttet Berlingske, hvor hun anmeldte bøger og skrev klummer.
 Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Har Katherine Diez en bog på vej?

Fra 2018 til 2022 var Katherine Diez tilknyttet dagbladet Berlingske, hvor hun anmeldte litteratur og skrev klummer.

Et samarbejde som ifølge kulturjournalisten Eva Eistrup var et klart strategisk valg fra Berlingskes side, da Diez med sin store platform og polemiske person skabte kliks i butikken.

Det fortæller hun i det seneste afsnit af DR-podcasten "Genstart".

Katherine Diez har den seneste tid været i vælten, da hun er blevet afsløret i at have tyvstjålet andres tekster uden at kreditere de originale kilder. Derudover er der sået tvivl om, hvorvidt Diez egentlig har en bachelorgrad fra Københavns Universitet, som hun selv har påstået.

Men spørger man Eva Eistrup har medierne, herunder Berlingske, et medansvar, når det kommer til den omdiskuterede plagiatsag.

Hun mener nemlig, at avisen har været "villig til at lukke øjnene overfor nogle alarmklokker" på grund af Katherine Diez' popularitet.

- Det betyder jo noget, hvad man har tjekket, før man tilknyttede hende. Der bliver vi simpelthen også nødt til at bede Berlingske og bede medierne om at kigge sig selv i øjnene og stå ved, hvad det er, de har købt, og hvad det er, de gerne vil have, fortæller hun i podcasten.

Eva Eistrup stiller derudover spørgsmålstegn ved de manglende ressourcer, der ifølge hende burde undersøge, om avisens ansatte har de nødvendige kompetencer.

- Altså ressourcer til at finde ud af, om folk kan det, de kan, når man hyrer dem. Ved de, hvad god citatpraksis er? Har man faktisk ansat nok redigerende, der kan læse de her tekster og fange eventuelle ting, eller kører de bare uredigeret i gennem, fordi det vil skabe en masse rabalder?

"Genstart" har forholdt Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, kritikken.

Chefredaktøren ser dog ikke noget i vejen med at hyre "profiler" til at anmelde litteratur, og at det samtidig er rimeligt at gå ud fra, at deres ansatte overholder reglerne.

Efter plagiatskandalen har Berlingske valgt at indlede en undersøgelse, der skal gøre det klart, hvorvidt Katherine Diez også har plagieret i sit arbejde for avisen.

Sponsoreret indhold