Har Katherine Diez en bog på vej? Nu svarer forlaget

LÆS OGSÅ: I flyverskjul: Hvor er Katherine Diez og Adam Price?
Spørgsmålene om Katherine Diez har hobet sig op, siden hun tidligere på måneden blev afsløret i at have plagieret andres tekster og arbejde.
Flere har blandt andet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt influenceren og den tidligere litteraturanmelder har en bachelor fra Københavns Universitet, som hun selv har påstået.
I det seneste afsnit af "Det vi taler om" hævder værten Ditte Okman, at Katherine Diez har haft en aftale med Politikens Forlag om at udgive en bog.
En aftale, der vel at mærke ikke er blevet til noget endnu.
- Jeg har talt med nogle kilder, som kunne fortælle mig, at hun har haft en aftale om en bog med Politiken. De har aldrig set et ord fra hende. De har rykket nogle gange, men de har ikke engang fået en synopse.
- Der er måske noget her, som siger, at det har været svært for hende. Teksterne har været lange på Instagram, men at producere noget rigtigt (i en bog, red.) har været anstrengende. Der skulle også - og det har jeg ikke kunne få bekræftet - være samtaler med flere forlag. Men de har aldrig fået noget fra hende, lyder det fra Ditte Okman.
SE og HØR tog fredag fat i Politikens Forlag for at forholde dem påstanden, som ville vende tilbage på henvendelsen.
Mandag er der svar fra forlaget, der dog hverken vil be- eller afkræfte, hvorvidt de har haft en aftale med Katherine Diez om en bogudgivelse.
- Vi taler med mange mennesker - også potentielle forfattere - om mange ting. Vi vægter det fortrolige rum utrolig højt og har ingen kommentarer til, hvem vi har talt med hvornår og om hvad, lyder det fra forlagschefen for skønlitteratur, Camilla Høy.

Er i gang med min første bog
Katherine Diez har også selv proklameret flere gange på sin Instagram-profil, at hun er i gang med at skrive en bog.
I juni 2023 skrev den tidligere litteraturanmelder i et opslag, at ordene, der skal blive til hendes første bog "væltede ud af hende".
Og så sent som den 3. januar i år skrev Katherine Diez på sin profil, at hun er i gang med at skrive en bog.
- Jeg har altid villet skrive bøger. Nu er jeg i gang med at skrive min første.
Hvilken slags bog det drejer sig om, eller hvilket forlag influenceren skal udkomme på, melder opslagene dog intet om.