Kendte16. juli 2019

Efter to års kritik: Netflix ændrer selvmordsscene i "13 Reasons Why"

Efter råd fra eksperter har streamingtjenesten Netflix valgt at ændre en omdiskuteret selvmordsscene fra den populære serie ”13 Reasons Why”
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/13_reasons_why_0.jpeg
 (Foto: Netflix)

Siden første afsnit løb over skærmen i 2017, har Netflix-serien "13 Reasons Why" været genstand for både debat og kritik.

Årsagen er, at flere mener, at serien kan være med til at øge selvmord blandt piger. Serien, der på dansk hedder ”Døde piger lyver ikke”, handler om Hannah Baker, der på 13 forskellige kassettebånd giver sine venner og bekendte en del af skylden for, hvorfor hun tog sit eget liv.

Særligt scenen med Hannahs selvmord i et badekar har fået kritik, og den fiktive scene har nu vist sig at være så omdiskuteret og kontroversiel, at streaming-giganten Netlix har valgt at redigere den. Redigeringen sker, inden Netflix lancerer tredje sæson af serien senere på sommeren.

- Mens vi er i gang med at forberede lanceringen af sæson tre, har vi været meget opmærksomme på debatten, der har været omkring serien.

- Derfor har vi i samråd med lægefaglige eksperter valgt at redigere scenen i første sæson, hvor Hannah begår selvmord, udtaler Netflix i en pressemeddelelse ifølge Variety.

Ifølge det amerikanske medie er hele scenen, hvor Hannah Baker begår selvmord i badekarret redigeret ud. I stedet ser man nu den unge pige stirre ind i et spejl, før man i næste scene ser hendes ulykkelige forældre.

Serien, der har skuespillere som Dylan Minnette, Kathrine Langford og Brandon Flynn i hovedrollerne, har trods den voldsomme kritik haft høje seertal.

En af seriens kritikere er Paris Jackson.

Hun udtrykte tilbage i april 2017, at serien kunne have en negativ effekt på personer, der befinder sig i en eller anden form for krise. På sin Instagram-profil skrev hun dengang:

- Jeg stødte på dette online, og jeg ved ikke helt, hvem kilden er, men det er meget vigtigt at sprede dette budskab til folk, der kæmper med depression eller angst, selvskade eller selvmordstanker. Denne serie havde en fantastisk måde at forklare mobbere, at de bliver nødt til at stoppe deres opførsel, serien havde en fantastisk god måde at forklare, hvordan andres ord og handlinger kan skade andre. Du kan ikke bare sige ting til og gøre ting mod folk uden at overveje, hvordan det vil påvirke dem, skrev Paris Jackson på sin Instagram-profil og tilføjede:

- Men på samme tid er serien meget ”triggende” at se på. Husk at se denne serie med forsigtighed og vær opmærksom på, at den kan gøre dig sortseende. Hvis du kæmper en psykisk kamp, skal du ikke se den.

Michael Jackson datter forsøgte i juni 2013 at tage sit liv ved at snitte sig selv med en kødøkse og tage piller. Heldigvis kom hun på hospitalet og fik behandling i tide, og efterfølgende blev hun indlagt på et behandlingshjem i Utah.

Sponsoreret indhold