Kendte 10. februar 2021

Britney Spears efter dokumentarfilm: Jeg prøver at være en normal person

Popstjernen Britney Spears er kommet med sin første udtalelse, siden premieren på ny dokumentarfilm om hendes liv
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det er blot fem dage siden, at den nye New York Times-dokumentar "Framing Britney Spears", fik premiere, og den har i den grad sat gang i Britney-debatten i USA. 

Nu har den 39-årige popprinsesse dog selv kommenteret på filmen, som hun angiveligt ikke har nogle planer om at se selv.

- Alle mennesker har deres egen historie og deres version af andre folks historier!!!! Vi har allesammen så mange, forskellige, lysende, smukke liv, skriver hun i et opslag, som hun blandt andet har delt på sin Twitter-profil. 

- Husk at lige meget, hvad vi tror, vi ved om en anden persons liv, så er det intet i forhold til den person, der faktisk lever bag kameralinsen. 

I samme omgang har den Grammy-vindende sangerinde også delt et videoklip, hvor hun i 2018 optræder med sit hit "Toxic" fra 2003. 

- Kan ikke fatte, at den her optræden med "Toxic" er tre år gammel. Jeg har altid elsket at være på scenen, skriver hun og fortsætter:

- Men jeg tager mig tid til at lære og til at være en normal person. Jeg elsker simpelthen de helt basale ting i livet.

Artiklen fortsætter efter opslaget...

Fanget i sit eget liv

Dokumentarfilmen, der i løbet af den seneste uges tid har fået særligt meget opmærksomhed, handler om måden, medier, journalister, fotografer og den inderste cirkel omkring Britney har behandlet hende gennem hendes karriere og ikke mindst om, hvordan hun i 2008 endte med at blive umyndiggjort. 

Filmen giver "en ny vurdering af den bevægelse, der er imod hendes værgeskab" og fokuserer også på den såkaldte FreeBritney-bevægelse, der for alvor slog igennem i 2019. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Foto: MEGA

Britney Spears blev i 1998 en megastjerne med hittet "...Baby One More Time". 23 år senere er popstjernen reduceret til en skygge af sit eftermæle og lever et liv kontrolleret af alle andre end sig selv (Foto: MEGA)

Bevægelsen udspringer af, at flere af Britneys fans er overbeviste om, at hun bliver holdt fanget i et livslangt "conservatorship" - et værgeskab, som hendes far, Jamie Spears, står i spidsen for, og som betyder, at det er ham, der kontrollerer hendes liv ned til mindste detalje. 

Kendte støtter Britney

Ikke kun fans, men også flere Hollywood-stjerner har løbet af årene sendt deres støtte i retning af FreeBritney-bevægelsen, heriblandt både Paris Hilton og Miley Cyrus. 

Efter filmens premiere har adskillige kendisser, der har set filmen, desuden løbende delt deres reaktioner på de sociale medier. 

- Det er svært at forstå, at nogen dommer er villig til at lade det her fortsætte, lyder det blandt andet fra skuespillerinden Amber Tamblyn, mens Sarah Jessica Parker, Courtney Love, Andy Cohen og en lang række andre stjerner også har delt deres meninger om filmen.

"Framing Britney Spears" havde premiere den 5. februar og er tilgængelig via den amerikanske streamingtjeneste Hulu.

Filmen er endnu ikke tilgængelig på nogle danske streamingtjenester.

Sponsoreret indhold