Bertil har en Heick-favorit: Mors vovse

Femårige Bertil har altid været en mors hund, men kommer der småbørn eller hvalpe på besøg, så glemmer han alt om hende for en stund. – Så tumler han omkring og har en fest og finder sig i alt, og bagefter er han helt kvæstet, fortæller Hilda Heick, 73.

Femårige Bertil har altid været en mors hund, men kommer der småbørn eller hvalpe på besøg, så glemmer han alt om hende for en stund. – Så tumler han omkring og har en fest og finder sig i alt, og bagefter er han helt kvæstet, fortæller Hilda Heick, 73.

(Foto: Thomas Laursen)

Puddelhunden Bertil er kvik i pæren, så derfor har han for længe siden regnet ud, hvem der har kommandoen i familien Heick.

Det er mor, der bestemmer, og derfor mor Hilda, der giver godbidder.

– Når jeg prøver at give ham en af hans favoritsnacks, vender han bare halen til og kigger op på Hilda. Ikke på vilkår, om han vil have dem af mig, fortæller Keld en anelse fortørnet om deres lille puddel.

Hilda har førertrøjen

Det er en adfærd, Bertil har haft fra første færd.

– Lige fra han så os første gang, har han vidst, hvem der er nummer ét, konstaterer Keld.

– Åhhh, han vil da også gerne være hos dig, siger Hilda, og ser på Bertil, der troner på Kelds skød.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Det nytter ikke, at jeg prøver at købe mig til popularitet. Bertil er ubestikkelig og vil kun have godbidder af Hilda, fortæller Keld, 73. At de i første omgang fik en puddel, skyldtes, at Hilda kunne tåle den for sin allergi. (Foto: Thomas Laursen)

Et forsøg på generøst at dele lidt af sin mad med Bertil, bekræfter dog Kelds tese. Bertil skal ikke nyde noget, men kigger i stedet over på Hilda.

– Ja! Der kan du se, konstaterer han.

Glade for den lille fyr er de dog begge. Han er deres hidtil mindste puddel.

– Det er smart, for vi kan have ham med næsten alle vegne. Han ved, at når guitaren kommer frem, og vi skifter tøj, ja, så kan han godt tage sig en lur.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

– Bertil hader at komme i bad, og han hader at få børstet tænder, men han finder sig i det hele, selv om han bliver sur. Han har aldrig hverken bidt eller kradset, selv om man har hele hånden inde i munden på ham, fortæller musikerduoen. (Foto: Thomas Laursen)

– Men vi har også haft ham med som håndbagage på et fly, og faktisk også på scenen, fordi der ikke var noget sted, han kunne være, fortæller Hilda.

Konceptet Keld og Hilda – nu med Bertil – blev godt modtaget af både publikum og arrangør.

Det er dog intet imod den velkomst, Bertil får, når han af og til bliver hentet ind på et af de plejehjem, hvor Keld og Hilda ofte optræder.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

Bertil har sin egen fine kurv, men foretrækker alligevel at krybe op i ben-enden af Keld og Hildas seng, når natten falder på. (Foto: Thomas Laursen)

Bertil er midtpunkt

– Så bliver der kælet og klappet til den store guldmedalje, siger Keld.

At han stjæler rampelyset, har de det fint med, for de er jo også selv begejstrede fans.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

– Han er meget lærenem og legesyg, så han kunne helt sikkert lære mange kunster. Men vi har ikke tålmodigheden til det, afslører Hilda, som dog gerne tager en legetur med hans tøjrotte. (Foto: Thomas Laursen)

Han må dog se sig overgået af en af sine forgængere i embedet. Nærmere betegnet Anton. En ikke særlig køn vejkryds-puddel af ubestemmelig slags men alligevel noget ganske særligt.

– Han var et arvestykke, som havde levet en meget omskiftelig tilværelse. Keld hentede ham, og neeej, hvor var han god.

– Han blev den dejligste hund. Vi græd i 14 dage, da han døde. Anton var den sværeste at sige farvel til.

– Det er det værste, når man skal sige farvel til dem. De bliver jo en del af familien – ens børn på en måde. De giver stor glæde, men også stor sorg, konstaterer de.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

– Vi har ham i snor her, men kunne sagtens lade ham løbe løs, for han går helst ikke mere end fem skridt fra Hilda, fortæller Keld om Bertil, som elsker sne og hader vand. (Foto: Thomas Laursen)

– Derfor skal vi heller ikke have flere, når Bertil ikke er her mere, slår Hilda fast.

– Ja, ja! Det sagde du også sidste gang, replicerer Keld tørt.

– Jo, men der var vi ikke så gamle. Hvem skal ha' den, hvis vi pludselig dratter om. Det skal man også tænke på, siger hun.

Mærkeligt bliver det dog ikke at have hund. Bortset fra en enkelt pause lige da det var mest bøvlet, efter de var flyttet til Sverige, har de haft hund, siden Annette var 10 år.

– Og hun bliver 48 år i november. Bertil er nummer fire. Det er jo små hunde, og de er alle blevet omkring 14 år, slutter Hilda.

Brug for en pause i hverdagen? Køb et abonnement på SE og HØR.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close