Hollywood8. januar 2019

Stjerner der har brugt en rugemor

TV 2-dokumentaren "Den falske rugemor" har vakt debatten om rugemødre til live i Danmark - i USA benytter mange af Hollywoods største stjerner sig af en såkaldt surrogatmor
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/rexfeatures_9904817g.jpg
 Foto: MEGA

Dokumentaren "Den falske rugemor", der i aften bliver sendt på TV 2, har fyret op under debatten om brugen af rugemødre.

Brugen af rugemor i Danmark er nemlig en juridisk gråzone: Det er lovligt at være rugemor, men det er ulovligt at formidle kontakten til en rugemor, ligesom der heller ikke må falde betaling for "ydelsen".

Derfor tyer mange par til udlandet, hvilket vi også ser i "Den falske rugemor".

I USA er sagen dog en helt anden. Her er det lovligt at være rugemor og også at få betaling for det.

Det benytter mange Hollywood-stjerner sig af, som du kan se længere nede i artiklen.

Faktisk er der rigtig mange stjerner, der har haft brug for hjælp til at få børn. Hvad end det handler om, at de har for travlt til selv at være gravide, eller de ikke kan blive gravide.

Muligheden for en rugemor er i hvert fald praktisk, hvis man som "Greys hvide verden"-stjernen Ellen Pompeo har et job, man skal passe.

Andre vælger rugemors-løsningen, da de simpelthen ikke kan få børn fra naturens side. Det var fx tilfældet for Neil Patrick Harris og hans mand David Burtka.

Kim Kardashian & Kanye West

Realitystjernen bar og fødte selv parrets to ældste børn, North og Saint, men komplikationer under begge hendes graviditeter gjorde, at deres tredje barn, datteren Chicago, kom til verden via rugemor. Parrets fjerde barn kommer til verden på samme måde en gang i 2019.

- Vi er utroligt taknemmelig for vores surrogatmor, som gjorde, at vores drømme kunne gå i opfyldelse med den største gave, man kan give, skrev Kardashian på sin hjemmeside i forbindelse med fødslen af Chicago.

Neil Patrick Harris & David Burtka

Skuespilleren og gemalen fik tvillingerne Gideon og Harper i 2010 ved hjælp af en rugemor.

- Vi fandt en anonym ægdonor gennem en vanvittig morsom proces med at se på folks profiler og så en fantastisk rugemor, som havde hjulpet et homoseksuelt par før, fortalte Harris til People i 2011.

Nicole Kidman & Keith Urban

Den Oscar-vindende skuespiller fødte selv parrets første barn, datteren Sunday Rose, mens datteren Faith Margaret kom til verden via surrogati.

- Jeg ville nok gerne have haft to eller tre børn mere, sagde Kidman i år til People. Hun har også adoptivbørnene Isabella og Connor med eksmanden Tom Cruise.

Katey Sagal

Katey Sagal, som de fleste måske husker som Peggy Bundy i TV-serien "Vore værste år", var 53 år gammel, da hun i 2007 fik datteren Esme ved hjælp af en rugemor. Hun har også børnene Jackson og Sarah, som hun selv har født.

Ricky Martin

Latinosangeren er far til tvillingerne Matteo og Valentino, der kom til verden i 2008 via surrogatmor. Den sidste dag i 2018 annoncerede han også, at han og kæresten Jwan Yosef var blevet forældre til pigen Lucia.

Jimmy Fallon

Også Jimmy Fallon har benyttet sig af en rugemor, da han fik døtrene Winnie og Frances i 2013 og 2014.

Dennis Quaid

Sammen med hustruen Kimberly Buffington fik skuespilleren i 2007 via rugemor tvillingerne Thomas Boone og Zoe Grace.

Elizabeth Banks

"The Hunger Games"-stjernen har fået sønnerne Magnus og Felix via en surrogatmor.

Sarah Jessica Parker & Matthew Broderick

"Sex and the City"-stjernen har selv født sin søn James Wilkie, mens tvillingerne Loretta og Tabitha kom til verden via rugemor i 2009.

Elton John & David Furnish

De overvejede at adoptere, men fik i sidste ende den samme surrogatmor til at føde dem sønnerne Zachary og Elijah.

Ellen Pompeo

"Greys hvide verden"-stjernen har to gange brugt en rugemor til at få børn. Datteren Stella har hun selv født, mens de to næste, Sienna og Eli, kom til verden via surrogat.

Tyra Banks

Tyra Banks blev i 2016 mor for første gang, da sønnen York Banks Asla kom til verden ved hjælp af en rugemor.

Lucy Liu

- Det virkede bare som den rette løsning for mig, fordi jeg arbejdede og ikke vidste, hvornår jeg havde mulighed for at stoppe, fortalte "Elementary"-stjernen til People om sit valg af surrogatmor, der i 2016 fødte sønnen Rockwell Lloyd.

Sponsoreret indhold