Hollywood23. august 2018

Paul McCartney åbner op om ni dages fængselsstraf i Japan

Eks-Beatlen Paul McCartney forsøgte i 1980 at smugle marihuana ind i Japan
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/paul-mccartney-22082018.jpg
 Foto: All Over Press

I sommer gjorde CBS-værten James Corden et sandt scoop, da han fik selveste sir Paul McCartney til at medvirke i en udvidet udgave af Cordens populære "Carpool Karaoke", hvor kendte sangere hopper ind på passagersædet i James Cordens firehjulstrækker og giver et udvalg af deres egne egne største hits.

Og når man har været medlem af et af verdens største bands, "The Beatles" er bunken med hits nærmest uudtømmelig, som du kan se i klippet herunder.

Det har allerede været vist tæt på 31 millioner gange, og man bliver bare glad i låget og kan ikke lade være med at synge med på de mange ørehængere.

Fordi McCartney er så stor en personlighed, er programmet, der først er blevet vist denne uge, udvidet i forhold til den normale længde - sådan må det være, når man får et 76-årigt ikon i tale, der skal fortælle om en karriere, der strækker sig over mere end 50 år.

Ud over at besøge alle de legendariske steder i Liverpool, hvor "The Beatles" blev skabt, talte James Corden og Paul McCartney også om nogle af de mørkere kapitler i superstjernens karriere.

De kom blandt andet ind på McCartneys ni dage lange ophold i en japansk fængselscelle i 1980.

Paul McCartney har aldrig lagt skjul på, at han gennem årene har prøvet sin del af euforiserende stoffer, og at han har røget fjolletobak, indtil han nåede en forholdsvis høj alder.

Forud for fængslingen i Japan i 1980 havde han haft sammenstød med ordensmagten i både Sverige og USA på grund af hashbesiddelse, men det var aldrig blevet til mere end en bøde til den berømte musiker.

Anderledes var det, da han i januar 1980 ankom til Japan med sit daværende band "Wings" for at gennemføre en 11 dage lang turné.

Men Mccartney kom ikke til at synge en eneste strofe i "solens land".

Toldere i Tokyos Narita-Lufthavn fandt nemlig cirka 225 gram marihuana i superstjernens kuffert, og så klappede håndjernene.

- Jeg endte i fængsel - det var en skræmmende oplevelse, siger McCartney om den 38 år gamle hændelse og fortsætter.

- Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad der egentlig skete, men der var en del marihuana i min kuffert, det var der, siger han til James Corden.

Japans narkotikalovgivning havde på daværende tidspunkt en øvre straframme på syv års strafarbejde for indsmugling af den mængde marihuana, tolderne fandt i McCartneys kuffert.

- Jeg sad ni dage i en celle sammen med andre indsatte, det var skræmmende, men i sidste ende blev jeg behandlet mildt, fordi jeg var en berømthed, erkender McCartney over for James Corden.

Efter afsoningen blev han udvist af Japan, og "Wings" blev opløst kort efter.

Under afsoningen i det japanske fængsel hed han blot "fange nummer 22", og han genkalder sig en episode, hvor han efter flere dage uden mulighed for personlig hygiejne til sidst blev overtalt til at hoppe i et fælles bad med sine cellekammerater.

- Så sad jeg der i et badekar sammen med en hel flok japanske mænd, siger McCartney og kan ikke undertrykke, at hans trods situationens alvor fandt netop denne hændelse en kende morsom.

Herunder kan du se et klip fra dengang, hvor den amerikanske TV-station CBS fortæller sine seere om McCartneys anholdelse.

Paul McCartney, der er far til fem, har for år tilbage lagt hashen på hylden - det fortalte han om i et interview med Daily Mirror i 2015.

- Jeg ryger det ikke længere, for sandheden er, at jeg ikke vil være et dårligt eksempel for mine børn og børnebørn. Det er en forældre-ting, sagde McCartney ved den lejlighed.
- Da børnene var små, var jeg bare en fyr, der fjollede rundt i London, så det eneste, jeg prøvede på, var bare at undgå at gøre det for øjnene af dem, beretter McCartney. - I stedet for at ryge mig skæv tager jeg mig nu et glas rødvin eller en lækker Margarita. Det er lang tid, jeg røg sidst, sagde den adlede musiker.

Sponsoreret indhold