Hollywood4. januar 2018

Blev udråbt til helt efter Manchester-terror: Men hjemløs stjal fra ofrene

En hjemløs mand blev hyldet og udråbt til helt, efter han fortalte, hvordan han havde holdt en døende kvinde i sine arme efter terrorangrebet mod Ariana Grande-koncerten i Manchester tilbage i maj. Nu kan manden dog se frem til en fængselsstraf – det har nemlig vist sig, at den hjemløse mand stjal op til flere genstande fra de døde og sårede mig i kaosset
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/terror_i_manchester.jpg
 Foto: All Over

De havde håbet på en festlig og sjov aften i musikkens tegn.

Men fest blev forvandlet til blodigt mareridt, da en selvmordsbomber tilbage i maj sidste år detonerede bomber under en Ariana Grande-koncert i den engelske storby Manchester.

22 blev dræbt og endnu flere såret – men midt i det vanvittige kaos dukkede der små lyspunkter og håb op. Flere medier kunne blandt andet fortælle historien om en hjemløs, der midt i kaosset fandt mod og styrke til at holde en døende kvinde i sine arme.

Den hjemløse helt blev identificeret som Chris Parker, men nu har det desværre vist sig, at han slet ikke var nogen helt. Han var nærmere en tyv.

Den i dag 33-årige Chris Parker har således erkendt sig skyldig i at have stjålet fra de døde og sårede, der lå spredt ved koncertstedet efter terrorangrebet 22. maj 2017.

Det skriver det britiske medie The Guardian.

https://imgix.seoghoer.dk/manchester.jpg

14-årige Sorrell Leczkowski var blandt ofrene for terrorangrebet i Manchester i maj 2017. Foto: Privat

Onsdag erklærede den hjemløse mand sig skyldig i to tilfælde af tyveri samt et tilfælde af bedrageri. Han erkender således, at han stjal en pung, der tilhørte Pauline Healey, som blev svært kvæstet under terrorangrebet.

Efter tyveriet brugte han i flere dage kvindens dankort på en McDonald’s i Manchester.

Pauline Healeys 14-årige barnebarn, Sorrell Leczkowski, døde under angrebet.

Desuden har Chris Parker erkendt at have stjålet en mobiltelefon, der tilhørte en ung pige, hvis identitet ikke er blevet offentliggjort.

Anklageren har udtalt, at den hjemløse mand kan se frem til at blive idømt en fængselsstraf.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ariana_grande_1.jpg
 Foto: All Over

Angrebet fandt sted 22. maj sidste år, da en 22-årig mand detonerede en selvmordsbombe under Ariana Grandes koncert i Manchester. Foto: All Over

I dagene efter angrebet blev der indsamlet mere end 400.000 kroner til Chris Parker i en indsamling, hvis formål var at ære, støtte og takke ham efter angrebet.

Pengene blev dog aldrig doneret til den hjemløse mand, da det kom frem, at hans gerninger efter terrorangrebet næppe kunne kaldes heltemodige.

Videoovervågningsbilleder viste blandt andet, hvordan den hjemløse mand rodede rundt i en taske, der tilhørte Pauline Healey.

Overvågningsbillederne viste også, hvordan Chris Parker havde cirklet rundt om ofrene, der lå spredt – og altså ikke hjulpet dem, som medierne ellers berettede i begyndelsen.

https://imgix.seoghoer.dk/terror_0.jpg

Angrebet, der kostede 22 livet, sårede desuden 59. Mange af ofrene var unge piger. Foto: All Over

Chris Parker havde desuden taget flere billeder af de hårdt kvæstede, som han efterfølgende forsøgte at sælge til medierne. Nogle af billederne viste blandt andet den hårdt sårede Pauline Healey og hendes døde barnebarn, 14-årige Sorrell Leczkowski.

Der falder dom i sagen mod Chris Parker 30. januar.

Terrorangrebet i Manchester fandt sted 22. maj 2017 kort efter den amerikanske sangerinde Ariana Grande havde optrådt. Den 22-årige Salman Abedi havde medbragt en selvmordsbombe, som han detonerede omkring klokken halv elleve om aftenen.

Bomben dræbte 22 uskyldige. Blandt de dræbte var en blot otteårig pige, hvis mor blev hårdt kvæstet. Også en 18-årig superfan, der havde mødt Ariana Grande inden koncerten, blev dræbt.

Du kan se billeder fra terrorangrebet i galleriet herunder:

Terrorangrebet mod Ariana Grande koncert i Manchester 22. maj 2017

Sponsoreret indhold