Første offer identificeret: 18-årig superfan der mødte Ariana Grande dræbt

Foto: All Over

Navnet på det første offer for terrorangrebet ved Ariana Grande-koncerten er blevet offentliggjort.

18-årige Georgina Callander havde set frem til en koncert med sit store idol – i stedet endte hun med at blive dræbt.

Georgina Callander er én af de indtil videre 22 personer, der blev dræbt under angrebet, hvor en formodet selvmordsbomber udløste bomber lige efter, at koncerten med den amerikanske sangerinde var afsluttet.

Georgina Callander havde dagen inden massakren skrevet på Twitter, at hun glædede sig til koncerten.

- GLÆDER MIG SÅ MEGET TIL AT SE DIG I MORGEN!, skrev Georgina Callander ifølge The Sun som en direkte kommentar til Ariana Grande på sin Twitter-profil søndag aften.

Teenageren havde sågar mødt Ariana Grande to år inden terrorangrebet.

- Efter seks års ventetid fik jeg endelig mulighed for at se min elskede. Jeg er så lykkelig. Helt igennem den bedste koncert nogensinde, skrev Georgina Callander for to år siden på sin Instagram-profil, hvor hun også delte et billede, der viste hende sammen med den amerikanske popsangerinde.

- Mit meet & greet foto er kommet, hun var så sød og dejlig, jeg gav hende et kæmpe kram, skrev teenageren til billedet.

LOOK HOW CUte SHE IS I CANT BELIEVE THIS HAPPENED I

Et opslag delt af georgina (@georgina.bethany) den

Koncerten i Manchester Arena var netop slut, da den formodede selvmordsbomber udløste sit våben omkring klokken 22.30 lokal tid. Bomberne har taget livet af mindst 22 mennesker, mens 57 meldes såret indtil videre. Blandt de dræbte og sårede var flere børn og unge.

Manchester Arena kan rumme omkring 18.000 publikummer. Koncerten med Ariana Grande var udsolgt - selv kom den unge sangerinde ikke noget til. Hun blev kort efter eskorteret i sikkerhed.

Ariana Grande har efterfølgende udtrykt sin sorg på Twitter. Her skriver den unge sangerinde, at hun er "tom for ord".

- Dybt fra mit hjerte, jeg er så ked af det. Jeg er tom for ord.

Også borgmesteren i Greater Manchester, Andy Burnham, har reageret på tragedien. Det gør han ligeledes på de sociale medier.

- Vores mørkeste nat, Manchester vågner i dag op til det sværeste morgengry.

Angrebet er det værste i England siden 7. juli 2005, hvor en række bomber i det centrale London dræbte 56 og sårede over 700.

Du kan se billeder fra angrebet i galleriet herunder.  Vi gør opmærksom på, at billederne kan virke voldsomme.

Terrorangrebet mod Ariana Grande koncert i Manchester 22. maj 2017

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close