Hollywood28. oktober 2020

Frygt for Trump-sejr: Nu lukker Beverly Hills

Politiet i USA's mest kendte postnummer, 90210, tager ingen chancer til præsidentvalget på tirsdag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/img_8035.jpeg
 Foto: Laurence Roberts

Når det amerikanske præsidentvalg på tirsdag - måske - bliver afgjort, kan vilde optøjer bryde ud i USA's anden største by, Los Angeles.

Og derfor kommer politiet i Beverly Hills nu med en opsigtsvækkende udmelding: Byen lukker ned for biler og fodgængere på valgdagen og dagene efter.

- Valgdagen rykker tættere på, og da demonstrationer og og protester kan blive en realitet, gør vi nu noget proaktivt, siger Beverly Hills' politichef, Dominick Rivetti.

Det er blandt andet den legendariske shoppinggade, Rodeo Drive, der bliver spærret af. Butikkerne opfordres også til at sætte træplader op foran deres vinduer for at undgå indbrud og røverier.

Politistationen i Beverly HIlls er i højeste beredskab af frygt for en gentagelse af George Floyd-optøjerne, der ledte til Black Lives Matter-protester i hele verden.

Optøjer kan blive en realitet, hvis Donald Trump skulle overraske alle og vinde fire år mere i Det Hvide Hus. Det ville blive set på som et nederlag for demonstranter, der mener, at Trumps administration er med til at optrappe racismen i USA.

Beverly Hills vil allerede lukke ned på Halloween - det er på lørdag - og nedlukningen vil fortsætte hele næste uge.

Black Lives Matter-bevægelsen har hele sommeren demonstreret i Beverly Hills. Sidste weekend rykkede pro-Trump demonstranter ind i bydelen. Mange frygtede, at det ville lede til nye uroligheder, men indtil videre har det været fredeligt. Mange af Trump-tilhængerne er ikke borgere i Beverly Hills, men ser byen som den perfekte kulissse til demonstrationer.

Der er også områder i 90210, der støtter præsidenten. Hele Californien og Los Angeles-området stemmer typisk på demokraterne, men der findes også små, røde lommer af meget rige mennensker, der støtter Trump.

Et af dem er området fra det berømte Beverly Hills Hotel op til Beverly Hills Country Club. Her stemte 54 pct. for Donald Trump i 2016, mens HJillary Clinton kun fik 42 pct. af stemmerne. Det er måske ikke så underligt. Donald Trump har tidligere ejet et hus til 29.9 millioner dollars i dette stenrige kvarter.

Sponsoreret indhold