Hollywood16. november 2018

17 år gammelt flop-album af Mariah Carey pludselig til tops på hitlisterne

En kampagne på nettet har sendt det 17 år gamle Mariah Carey-album "Glitter" til tops
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mariah-carey-16112018.jpg
 Foto: Mega
Endelig! Efter 17 lange år opnår den barmfagre amerikanske sangerinde med den store stemme, Mariah Carey, endelig succes med sit album "Glitter".
Som skudt ud af en kanon strøg det gamle album pludselig ind på en førsteplads på iTunes i flere lande torsdag i morgentimerne. Dermed slog den rutinerede sangerinde både nyudgivelser fra Imagine Dragons og Lady Gaga.
Den pludselige succes skyldes ikke, at brugerne pludselig har fundet ud af, at Mariah lavede genial musik for 17 år siden, men er resultatet af en netkampagne. Mariah Carey udgiver fredag sit første album i fire år, og i den forbindelse har hendes fans varmet op under sangerinden ved at sende hendes mest omdiskuterede album til tops med netkampagnen der fik det sigende navn #JusticeForGlitter. - Jeg er ikke sikker på, hvad der sker, men jeg elsker det, skriver Mariah selv på Twitter.
"Glitter" var i sin tid Mariah Careys første flop - i hvert fald efter Careys målestok. Den opnåede kun en 7. plads på Billboards album-hitliste, og det gav Mariah Carey et personligt knæk og var til stor skuffelse for både hende og pladeselskabet Virgin. Det var Mariah Careys første album for Virgin, og det blev også det sidste.
Selskabet betalte i sin tid omkring 660 millioner kroner for Mariahs underskrift på en kontrakt på et antal album, men efter floppet med "Glitter" betalte de hende 185 millioner kroner for at komme ud af kontrakten igen. "Glitter" var et soundtrack til en film med samme navn med Mariah Carey i hovedrollen. Og lige som albummet gik det skidt for filmen. Den blev slagtet af anmelderne. Den havde kostet 147 millioner kroner at lave, men indspillede blot 35 millioner, så det var en ren tilskudsforretning, og Mariah Carey udtalte efterfølgende, at hun fortrød sit forsøg på at lege skuespiller i den selvbiografiske film. Der er flere teorier om årsagerne til "Glitters" store flop. En af årsagerne kan være udgivelsesdagen.
Albummet blev udgivet den 11. september 2001, hvor det store terrorangreb ramte USA. Og da USA og resten af verden på den dato kunne se tvillingetårnene i World Trade Center styrte i grus, så var der ikke rigtig nogen, der havde tankerne på popmusik fra Mariah Carey. Udgivelsen faldt også sammen med personlige problemer for Mariah Carey. Forud for udsendelsen af albummet havde hun et sammenbrud i fuld offentlighed og en meget bizar optræden i MTV-programmet "Total Request Live". Hun var også indlagt på hospital i den periode. I april i år fortalte hun, at hun kort tid efter sammenbruddet i 2001 blev diagnosticeret som bipolar.
Det har næppe hjulpet på Mariah Careys tilstand, at en af anmelderne dengang gav "Glitter" 1,5 af fem mulige stjerner og kaldte pladen for popmusikkens svar på Tjernobyl-ulykken.

Sponsoreret indhold