Hollywood13. november 2018

Avicii hyldes i kirken

Lokal kirke hylder den afdøde svenske superstjerne, Avicii
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/avicii-13112018.jpg
 Foto: Mega
Den afdøde svenske superstjerne, Tim "Avicii" Bergling hyldes nu i sin lokale kirke. Siden sin død i april i år er den verdensberømte dj både blevet hyldet og mindet adskillige gange, men nu er det den lokale kirkes tur til at mindes den svenske stjerne med det sarte sind.
Dagen efter sin død blev han hyldet og mindet ved en spontan sammenkomst på Sergels Torg i Stockholm. Ved MTV-showet Video Music Awards fik han efter sin død prisen for bedste dansevideo for sangen "Lonely together". Avicii voksede op i Stockholm-bydelen Östermalm. Den lokale menighed, Hedvig Eleonoras menighed afholder nu en hyldestmesse, hvor omdrejningspunktet er hans musik. Det sker på fredag den 16. november. – Det føles helt naturligt, at vi hylder Avicii ved messen. Han har en kobling til Östermalm og et klart eksistensielt perspektiv i sin musik, så det ligger lige for siger præsten Sven Milltoft til avisen "Allt om Stockholm".
Prædikenen på fredag henter inspiration fra Aviciis tekster, og hans hits som eksempelvis "Hey brother", "Wake me up" og "Levels" vil blive fremført i symfoniske arrangementer. En vokalgruppe under ledelse af organist Ulf Norberg skal fortolke Aviciis sange. Kirkens orgel er også suppleret af digitale instrumenter til lejligheden. - Teksterne ændrer vi ikke på, men ud over det bliver det vores helt egne versioner af sangene, som du ikke har hørt noget sted tidligere, siger Ulf Norberg.
Tim "Avicii" Bergling døde fredag den 20. april i år i Omans hovedstad Muskat, hvor han var på ferie. Han blev kun 28 år gammel. Aviciis familie skrev kort efter hans død et åbent brev, hvor de fortalte, hvorfor den unge stjerne døde så pludseligt. Uden at sige det direkte, skriver de, hvad mange har tænkt - at den verdensberømte dj tog sit eget liv. - Nu orkede han ikke længere. Han ville have fred, skriver familien blandt andet.
Brevet er udsendt af familien via Aviciis pressekontakt, Ebba Lindqvist. - Vores elskede Tim var et søgende menneske, en skrøbelig kunstner-sjæl, som altid har tumlet med store eksistensielle spørgsmål. En overpræsterende perfektionist som rejste og arbejdede hårdt i et tempo, som førte til ekstrem voldsom stress. - Da han sluttede med at turnere, forsøgte han at finde en balance i livet for at have det godt og samtidig kunne gøre det han elskede mest i livet - at lave musik. - Han kæmpede meget med tanker om meningen med det hele, livet og lykke. - Nu orkede han ikke længere. - Han ville have fred. - Tim var ikke skabt til det maskineri, han havnede i. Han var en tyndhudet fyr, som elskede sine fans, men skyede rampelyset. - Tim, du vil være elsket og savnet for altid. - Den du var og din musik kommer til at bære mindet om dig videre. - Vi elsker dig, skriver familien.
Avicii blev verdensberømt, da han udgav singlen 'Levels' i 2011 og har senere blandt andet udgivet hits som "Wake me Up" og "Hey Brother", der bliver opført i kirken i Stockholm på fredag. Men efter fem år på verdensscenen i et hæsblæsende tempo med flere hundrede optrædender om året lod han sig totalt udbrændt pensionere fra livescenen i 2016 på grund af helbredsproblemer. Han spillede sin sidste koncert den 28. august 2016 på Ibiza. Han kæmpede af flere omgange med alkoholmisbrug, og misbruget var så omfattende, at han tilbage i 2014 fik betændelse i bugspytkirtlen. Den alvorlige betændelsestilstand – der kan opstå som følge af massivt alkoholmisbrug – betød, at han samme år fik fjernet både galdeblære og blindtarm.

Tim 'Avicii' Bergling har tidligere fortalt, at han fik det så dårligt af at turnére, at han på et tidspunkt blev fuldstændig led og ked af musik.

I september 2017 sagde han i et intervew med musikmagasinet Rolling Stone, at han ikke engang orkede at gå til andres koncerter. – Jeg er stadig traumatiseret. Men jeg er sikker på, at jeg kommer til at gå til koncerter igen. Jeg er begyndt at kunne lytte til musik igen og få noget af den glæde, jeg tidligere havde, tilbage, sagde Avicii.

Sponsoreret indhold