Foto: All Over Press

Michael Laudrup

Fulde navn: Michael Laudrup

Fødselsdato: 15. juni 1964

Familie: Mads (søn, f. 1989), Andreas (søn f. 1990), Rebecca (datter f. 1993)

Scoringer: Tidligere gift med Tina Thunø

Partner: Gift med Siw Retz

Kendt fra: Fodboldspiller

Prajer du en hyrevogn i et eksotisk land, hvor du er på ferie, og gerne vil sniksnakke lidt med chaufføren, så kan du passende starte med at nævne navnet Michael Laudrup – og så plejer samtalen at rulle derfra.

Han er en af Danmarks bedste fodboldspillere nogensinde, titlen fik han i 2006, og nogle vil endda kalde ham mere kendt end LEGO. Men faktum er, at han er et vaskeægte dansk verdensfænomen i kraft af sit enorme talent med en fodbold.

Allerede som barn blev Michael spået en stor fremtid i professionel fodbold. Som søn af landsholdsspiller Finn Laudrup var talentet da heller ikke til at tage fejl af, og da en ung Michael Laudrup brillerede i Brøndby og senere blev solgt til italienske Juventus var ingen i tvivl: Den unge fyr ville blive en legende.

Men det var ikke kun på banen, at Michael Laudrup imponerede. Som ung i gymnasietiden var han særdeles vellidt og havde en helt særlig gentleman-attitude, han altid benyttede sig af - både på og udenfor banen.

- I modsætning til sin bror, Brian, blev Michael Laudrup utroligt populær på grund af sit lyse sind og sit totalt ukrukkede og ligefremme væsen. Han foretrak kortspil og bægerklang frem for at underholde om egne bedrifter på fodboldbanen. Den attitude vandt virkelig respekt blandt sædvanligvis respektløse gymnasiaster, skrev journalist Henrik Madsen om Michael i bogen ”Brøndbys Bagmænd” fra 1993.

Det første udlandseventyr i Juventus var dog ikke helt så frugtbart, som man kunne håbe, selvom Laudrup blev i Italien i seks år. Forholdet til konen Tina krakelerede, og hun flyttede, sammen med den kun 6 måneder gamle søn Mads, væk fra Michael og det italienske inferno, som blev for meget.

Men da Laudrup og resten af det danske landshold tog røven på hele fodboldverdenen og leverede noget af det flotteste spil til VM i Mexico i 1986, hvor Michael Laudrup var en af de bedste, fik alle verdens storklubber pludselig øje på den teknisk geniale midtbanegeneral.

”Det er genialt, det der!”, var ikke blot Flemming Tofts mening om Michael Laudrups teknik – det var også FC Barcelonas, som han skiftede til i 1989. Samme år Michael Laudrup skiftede til FC Barcelona, begyndte han også at danne par med Siw Retz, og et år senere kom sønnen Andreas til verden.

I tiden i Barcelona vandt han det spanske mesterskab fire gange i streg, fik to børn med Siw og opnåede kultstatus, som en af de bedste spillere, der nogensinde har båret FC Barcelona-trøjen.

Derfor stak det også i hjertet på de mange Barcelona-tilhængere, da Laudrup gjorde det utænkelige og skiftede til ærkerivalerne Real Madrid, hvor han også vandt det spanske mesterskab to gange.

Da han havde haft to succesfulde år i den spanske hovedstad var Michael efterhånden blevet 32 år, og for de fleste professionelle fodboldspillere betyder 30’erne begyndelsen på enden. Michael skiftede til japanske Kobe, hvor han var en sæson, inden han tog et sidste europæisk eventyr i Ajax Amsterdam.

Hans sidste landskamp var 2-3 nederlaget mod Brasilien under VM i 1998.

I Jakob Kvists anerkendte biografi ”Ambassadøren”, som handler om Michael Laudrups karriere, beskrives det, hvordan han som spiller pure afviste tanken om at blive træner, når benene engang var for trætte til selv at tonse efter bolden. Dertil var han simpelthen for konfliktsky - han ville ikke trives i den rolle, træneren har.

Ikke desto mindre ændrede Laudrup mening, da Morten Olsen i 1999 ringede og spurgte, om han ville være assisterende landstræner for det danske landshold. Eller rettere, Morten Olsen overtalte ham.

Det blev startskuddet til en trænerkarriere, hvor Laudrup – mere eller mindre succesfuldt - har stået i spidsen for hold som Spartak Moskva i Rusland, Mallorca i Spanien, Swansea City i Wales og senest Lekhwiya i Qatar.

Et land, som ser ud til at danne gode rammer for Michael Laudrup og konen, og en klub som han har hjulpet til at vinde den lokale liga, og som har nok penge at købe spillere for. Han har i hvert fald ikke planer om at forlade oliestaten lige foreløbig, selvom der altid er bud efter ham i resten af verden.

Michael Laudrup har tjent gode penge i sin fodboldkarriere. Oven i det har han oprettet et passionsfirma kaldet Laudrup Vin Aps, der sælger specialvine. De mange penge har gjort, at han har valgt at forgylde sine børn en smule. Derfor fik både Rebecca, Mads og Andreas en lejlighed hver i 2012.

- Det er deres lejlighed, og på den måde har vi givet dem en start, så hvis de en dag - eller når de skal giftes har de en bolig, hvor de ikke skylder noget i, eller også har de i hvert fald en god startkapital til at købe noget større. Vi synes, det er en måde at hjælpe dem på ved at give noget arv på forskud, sagde Michael Laudrup til Børsen i 2014.

Arven og nogle af de mange fodboldmillioner vil Michael og Siw gerne se deres børn bruge og være glade for, inden de selv forlader denne verden, og derfor syntes det naturligt at give dem en lejlighed hver. Men det betyder ikke, at de tager arven for givet.

- Jeg har da kendt nogle børn, der er blevet lidt spoleret, og man kan sagtens være forkælet, det er vores børn da. Selvfølgelig er de det, men ikke på en måde, så de bare tager ting for givet, eller at de ser ned på andre, som ikke har samme muligheder som dem. Hvis det havde været tilfældet, ville jeg dæleme have været ked af det som forælder, for så ville der have været noget galt med opdragelsen, men det er ikke tilfældet, og det er en af de ting, som jeg er mest glad for i forhold til mine børn, lød det fra Michael Laudrup til Børsen i 2014.

Mads Laudrup, som Michael fik med Tina Thunø, spiller ligesom spiller professionel fodbold, mens han er i gang med at få sin anden professionsbachelor. Denne gang læser Mads sports- og eventmanagement, mens han tidligere har fået sig en grad som serviceøkonom – og nå ja, så har han da også lige siden egen succesfulde virksomhed Bookenstjerne.dk. Andreas Laudrup har også gjort sig som professionel fodboldspiller, men grundet en kronisk gigtsygdom var han i foråret 2015 nødt til at opgive sporten. Den yngste Laudrup, Rebecca, studerer.

 

Tidslinje:

  • 1989: Sønnen Mads bliver født
     
  • 1989: Tina og sønnen Mads flytter fra Michael
     
  • 1989: Danner par med Siw Retz
     
  • 1993: Datteren Rebecca bliver født
     
  • 1998: Spiller sin sidste landskamp mod Brasilien under VM (kamp nummer 104)
     
  • 1999: Kåret som den bedste udenlandske spiller i Spanien i 25 år
     
  • 2000: Modtager Ridderkorset af Dannebrog
     
  • 2000-2002: Assisterende landstræner for Danmark
     
  • 2002: Bliver cheftræner for Brønby IF
     
  • 2007: Bliver cheftræner for Getafe CF
     
  • 2008: Bliver cheftræner for Spartak Moskva
     
  • 2010: Bliver cheftræner for RCD Mallorca
     
  • 2012: Bliver cheftræner for Swansea City
     
  • 2014: Bliver cheftræner for Lekjwiya SC i Qatar

Twitter

Loading…

Videoer