keld heick

Nyeste artikler om keld heick

Forestil dig en hvilken som helst Melodi Grand Prix-aften tilbage i 70’erne, 80’erne eller 90’erne. Hvilken sang husker du? ”Krøller eller ej”? ”Sku’ du spørge fra no’en”? ”Vi maler byen rød”? Eller hvad med ”Hallo, hallo” eller Disco Tango”? Keld Heick har skrevet teksten til dem alle – og flere til.

Udover at være en dansk grand prix-legende, kender vi ham også fra duoen Keld og Hilda. Siden 1980 har han nemlig rejst land og rige rundt med sin kone og medsanger, og de to går i dag under kælenavnet hr. og fru Danmark.

Sådan har det dog ikke altid været. Det hele startede nemlig, da den lærerstuderende Keld skabte pigtrådsbandet ”The Donkeys” tilbage i 60’erne. Og i mange år turnerede han rundt med dem, mens Hilda passede job og deres lille datter Annette.

Men da Hilda gav en hånd med og debuterede som sangerinde med The Donkeys-hittet ”Do you speak English?”, var en fantastisk duo skabt, selvom det dog tog et par år, før Keld og Hilda stod på scenen sammen uden æslerne.

I dag synger de stadig sammen, men i 2013 skiftede Keld dog, for en kort bemærkning, Hilda ud med en yngre model i form af datteren Annette, da de to gav den gas med showet ”2 x Heick – Nu stopper du, far”. Og som en komisk reference til datterens chokerende optræden iført intet andet end bodypaint i et mandeblad, hoppede Keld i netop den mundering på plakaten.

Sponsoreret indhold