Streaming14. oktober 2022

Den sidste til at interviewe Jeffrey Dahmer: Slår ned på massiv kritik af Netflix-serie

Romantiserer Netflix-serien "Monster: The Jeffrey Dahmer Story" historien om den forfærdelige seriemorder? Den sidste kvinde til at interviewe Dahmer siger nej
Netflix-serien om den infamøse seriemorder Jeffrey Dahmer.
 Video: Netflix

LÆS OGSÅ: Hemmelige optagelser med Jeffrey Dahmer vil give dig mareridt

Netflix-hittet om Jeffrey Dahmer har de seneste uger taget alverdens seriefans med storm.

Serien, der har den 35-årige Evan Peters i rollen som den berygtede seriemorder, har mildest talt været en gigantisk succes og har på kort tid formået at slå sig fast som den næstmest sete engelsksprogede serie på streamingtjenesten.

På kun fem dage formåede serien at blive streamet svimlende 196,2 millioner timer og beviser endnu en gang, at true crime-historier virkelig formå at fange folket.

Men med hæder og ære kommer også altid en smule hate, og "Monster: The Jeffrey Dahmer Story" er ingen undtagelse.

Serien er efter premieren blevet kritiseret for at romantisere Dahmers frygtelige handlinger, ligesom flere pårørende til Dahmers ofre har stået frem og kaldt serien for "retraumatiserende".

Men spørger du journalisten Nancy Glass, som var den sidste person til at interviewe virkelighedens Jeffrey Dahmer, så er der altså ikke tale om glorificering af den dømte morder.

Jeffrey Dahmer nåede at myrde 17 drenge og unge mænd. 
Jeffrey Dahmer nåede at myrde 17 drenge og unge mænd.
 Foto: Eugene Garcia/AFP/Ritzau Scanpix

- Nej, det synes jeg ikke, lyder det fra Nancy Glass i et interview med Fox News-værten Bill Hemmer, da hun bliver spurgt, om hun synes, serien romantiserer de historiske begivenheder.

- Jeg tror, at det, de (seriens skabere, red.) gør, på en måde tilfredsstiller vores nysgerrighed om, hvordan sådan noget virkelig kunne ske. Alle vil gerne vide: Hvordan kunne det ske? Kunne jeg få øje på det? Hvordan undgår jeg det?, siger hun og fortsætter:

- Jeg ved, at det måske virker bizart, men jeg tror, det handler mere om morbid nysgerrighed end om romantik.

Monstrøst menneskelig

Heller ikke den ene af seriens skabere, Ian Brennan, mener, at der er hold i kritikken.

- Jeg synes, vi viser et menneske. Han er monstrøst menneskelig, og han er monstrøst monstrøs, og det er det, vi gerne ville pakke ud, siger Brennan til PageSix.

- Vi forsøgte at vise et så objektivt portræt som muligt. Vi lavede vores lektier.

Jeffrey Dahmer formåede at dræbe og partere 17 unge mænd og drenge i årene mellem 1978 og 1991, og kun ved et rent lykketræf blev han stoppet.

Dahmer blev kendt skyldig i alle 17 drab og idømt 15 livstidsdomme.

"Monster: The Jeffrey Dahmer Story" kan streames på Netflix.

Nancy Glass' interview med Jeffrey Dahmer, "Dahmer On Dahmer: A Serial Killer Speaks", kan streames på Viaplay.

Se traileren til serien øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold