Sport7. august 2022

Millioner på vej til Tour-helten: Guld i vente

Med Tour de France-sejren er Jonas Vingegaard sikret økonomisk for resten af livet
Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard kan godt tillade sig at folde vingerne ud – hans præstation betyder, at store beløb fremover glider ind på bankkontoen.
 Foto: Jesper Sunesen

Jonas Vingegaard fik en tøjløve, en pokal, en buket blomster og en check på 3,7 millioner kroner for sin sejr i årets udgave af Tour de France.

Men det er kun begyndelsen på en pengestrøm, som sikrer den 25-årige cykelstjerne og hans familie økonomisk for altid. En fast månedlig indtægt på mindst tre millioner kroner samt et hav af sponsorater og bonusaftaler er fremtidsscenariet for den sympatiske vendelbo.

– Jonas kommer ikke til at gå sulten i seng resten af sit liv, siger erhvervsmanden Martin Thorborg, som mødtes med Tour de France-stjernen på Visma Dineros kontor i København inden onsdagens hyldestceremoni i Tivoli.

Jonas Vingegaard og Trine
Kæresten Trine og datteren Frida har været med Jonas på træningslejr inden Tour de France – de betyder alt for ham.
 Foto: Jesper Sunesen

Det norske it-firma Visma er sammen med den hollandske supermarkedskæde Jumbo sponsor for cykelholdet, som har Jonas Vingegaard og superstjernerne Wout van Aert og Primoz Roglic ansat. Selv om Martin Thorborg er en del af Visma-koncernen, så aner han ikke hvor meget Visma betaler for at have sit logo på cykelholdets trøjer.

Fantastisk rollemodel

– Men med Vingegaards sejr i Tour de France er hans brandværdi naturligvis steget betydeligt. Så vi skal op i langt over 100 millioner kroner for et fem års sponsorat, mener Martin Thorborg, som kalder tour-sejren for “et voldsomt løft til Visma-koncernen”.

Martin Thorborg
Iværksætteren Martin Thorborg er direktør i Visma-koncernen, der er Vingegaards sponsor: – Vi er usandsynlig stolte. Jonas er et ordentligt menneske.
 Foto: Dan Mariegaard

– Jonas er et ordentligt menneske og en fantastisk rollemodel. Det er jo helt H.C. Andersensk, og jeg elsker historien om, at han som yngre ikke vandt noget som helst, men at han alligevel troppede op til træning hver gang, uanset om det sneede eller regnede. På Visma er vi usandsynligt stolte over at være hans sponsor, og nu skal vi bruge opmærksomheden til at fortælle, hvem vi er – at vi f.eks. står bag de digitale udgaver af kørekortet og sundhedskortet.

Lønnen svinger meget

Det er kun de færreste cykelryttere, der ønsker at afsløre deres løn. Måske fordi de fleste tjener forbavsende lidt.

Nogle få stjerner trækker gennemsnittet op – f.eks. den tredobbelte verdensmester Peter Sagan fra Solvakiet, som for få år siden tjente omkring 45 millioner kroner – nu skulle hans årsløn ifølge troværdige kilder være omkring 37 millioner.

Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard er blevet en superstjerne – den hårde og vedvarende træning har båret frugt.
 Foto: Ritzau Scanpix

Sagan har næsten to millioner følgere på Instagram. Det er noget, som også kan blive en god indtægtskilde for Jonas Vingegaard, som efter sit livs sejr havde under 330.000 følgere.

Jakob Fuglsang formodes at tjene omkring 15 millioner kroner om året hos sin israelske arbejdsgiver, mens Tadej Pogacar, som vandt Tour de France i 2020 og 2021 og i år blev nummer to, hæver en årsløn på omkring 37 millioner kroner.

Med cykelsportens mest eftertragtede trofæ på hylden står Vingegaard til at komme op i samme lønkategori som Tadej Pogacar. Danskeren er kun 25 år og sandsynligheden for at han ender øverst på skamlen i Paris i de kommende år er bestemt til stede. Der er der imod ikke store chancer for, at han som Jakob Fuglsang slår sig ned i skattelyet Monaco. Dertil er kærligheden til Glyngøre og til svigermor Rosas gulerodskage for stor.

Har købt kystvilla

Men penge bliver der da brugt. Så sent som 1. marts overtog Jonas og hans ni år ældre kæreste, Trine, en 181 kvadratmeter stor villa i Glyngøre. Ejendommen ligger i første række til vandet og har udsigt til Sallingsundbroen.

Jonas Vingegaards hus
1. marts overtog Trine og Jonas denne villa, som de knap nok har set, fordi de har været optaget af Tour de France.
 Foto: René Schütze

Jonas og Trine betalte 3.475.000 kroner for rødstensvillaen, som er bygget i 1993.

I forvejen boede Jonas og Trine i en kystvilla få huse fra deres nye hjem.

Købesummen på knap 3,5 millioner er småpenge i forhold til de beløb, som Jonas Vingegaard kommer til at tjene i de kommende år. Tiden vil vise, om han i lighed med flere af sine danske cykelkolleger også køber et hus sydpå.

Men nordjydens fokus er helt andre steder end på bankkontoen.

Jonas Vingegaards hus
Parrets nye hjem ligger i første række til vandet. Pris: 3.475.000 kroner.
 Foto: Skraafoto/kortforsyningen.dk

Sponsoreret indhold