Sport25. juli 2022

Skole reddede Jonas: Ville give op

Før han indtog Tourens højeste tinder, tog Vingegaard livtag med svære dilemmaer
Jonas'
Unge Jonas Vingegaard fandt heldigvis køreglæden igen, og efter handelsskolen gik han efter en tilværelse som professionel – med succes.
 Foto: Ritzau Scanpix

Når man ser den gule trøje på Jonas Vingegaards krop, skulle man tro, at de to var skabt for hinanden. Men vejen til de franske podier var brolagt med udfordringer for den unge vestjyde.

Faktisk ville han som teenager, der aldrig var i nærheden af at vinde de løb, han deltog i, stille cyklen helt fra sig. Men timingen var – set med 2022-øjne – ganske heldig.

For to måneder senere skulle Jonas starte på efterskole på Idrætsskolerne Ikast. Nærmere bestemt på skolens cykellinjen.

– Han kom to måneder før og sagde, at han ikke gad cykle mere. Det er den eneste gang, jeg har sagt: “Det skal du, medmindre du vil hjem og gå i 10. klasse på den lokale folkeskole". Men han ville fortsat ned på idrætsefterskolen og på cykellinjen – uden at cykle, har hans mor, Karina, fortalt til TV 2.

Jonas Vingegaard
Noget af det, der holder Vingegaard glad i sadlen, er at komme hjem til Glyngøre og træne på de jyske landeveje.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det hele vendte

Selv om det virkede håbløst at fortsætte med at trampe i pedalerne, var det altså nødvendigt for at unge Vingegaard kunne udleve drømmen om at komme på efterskole.

– Vi sagde til ham, at det ikke ville komme til at ske. “Så må du tage det år på efterskolen og så stoppe med at cykle bagefter. Men du cykler, så længe du går på den efterskole". Så vendte det hele faktisk for ham i løbet af det år, siger Karina Vingegaard Rasmussen.

Under opholdet i Ikast vendte cykellysten tilbage, men derfra til le maillot jaune var der endnu lang vej.

Jonas Vingegaard
I 2019 kørte Jonas en enkelt dag i gult i Polen Rundt, og kunne for første gang se, at sådan en trøje klæder ham godt.
 Foto: Ritzau Scanpix

Har fortjent det

Den vej gik først forbi handelsskolen. Da studenterhuen var i hus, ventede endnu ikke en fuldtidskontrakt som cykelrytter.

I stedet måtte Jonas arbejde klokken 6 til 12 på den lokale fiskefabrik Chrisfish, hvor han flåede fisk til hele Europa, før han kunne sætte sig på cyklen og træne sig op til at blive en af verdens bedste.

– Han var jo pligtopfyldende, dygtig og god til at passe sine ting, fortæller hans tidligere chef, Karsten Mikkelsen, i B.T.

Træningen blev da også passet så godt, at han blev opdaget af et af sportens store hold. Og sidste år, som 24-årig, nåede Jonas med til sit første Tour de France på et afbud – og blev nummer to.

Det var det danske hold Coloquick, der gjorde Jonas klar til tilværelsen som cykelrytter. Her nærstuderer han som 20-årig ruten til Danmark Rundt.
Det var det danske hold Coloquick, der gjorde Jonas klar til tilværelsen som cykelrytter. Her nærstuderer han som 20-årig ruten til Danmark Rundt.
 Scanpix Denmark

– Han har bare fortjent det, fordi han er sådan en god dreng. Han har ikke brug for opmærksomhed fra Instagram og Facebook og pis og papir. Det er næsten det meste fantastiske ved ham – det, du ser, det er, hvad du får, siger den tidligere chef.

Fremtiden er sikret

Lønnen fra fiskefabrikken har Jonas nok brugt for længst, men euroene fra det hollandske hold Jumbo-Visma ruller ind på kontoen for tiden.

Jonas Vingegaard
Vingegaard har både kilometer i benene og penge på kontoen.
 Foto: Ritzau Scanpix

Efter sidste års andenplads i Touren gav de stjernefrøet en lønforhøjelse, som menes at give Jonas et beløb på den behagelige side af 10 millioner kroner om året.

Den løn vil næppe blive ringere af, at han allerede i en alder af 25 år har vist, at han passer den gule trøje i verdens største cykelløb – og der kan altså vente mange år med en særdeles høj hyre for thyboen.

Sponsoreret indhold