X Factor27. marts 2015

Jógvan: Jeg har allerede vundet

Den færøske sangers vej mod finalen har ikke været nem, men Jógvan føler sig allerede som en vinder forud for finalen
Jógvan er klar på aftenens finaledyst i X Factor i Boxen i Herning
Jógvan er klar på aftenens finaledyst i X Factor i Boxen i Herning
 Foto: Claus Poulsen



Det har været en sej kamp for Jógvan at komme igennem årets udgave af X Factor. Han startede med en tur i farezonen og har flere gange måttet lægge øre til kritik af sit sangvalg. Alligevel står den færøske sanger nu i finalen, og det er noget, han jubler over.

- Jeg har det fantastisk. Jeg er så stolt og så rørt lige nu. I onsdags da jeg kom ind på mit hotelværelse, smækkede jeg døren, klappede mig selv på skulderen og sagde, at det var godt gået. Det er første gang, at jeg har gjort det, siger den 25-årige færing.

Læs også: Jógvan: Jeg troede det var slut

Og de mange følelser, der bobler i ham, skyldes, at det fredag aften er en barndomsdrøm, der går i opfyldelse.

- Siden jeg var en lille dreng, er jeg vågnet op om natten, hvor jeg har drømt, at jeg stod på en scene og spillede for masser af mennesker. Når jeg så vågnede, sagde jeg altid til mig selv, at før eller siden ville det komme til at ske, og nu sker det. Det er så syret, griner musikeren, der glæder sig over, at han endelig har fundet modet til at realisere sin drøm.

Tidligere har Jógvan arbejdet som både fisker og tømrer, men han blev lynhurtigt klar over, at de jobs ikke var for ham, og så gjaldt det om at være ærlig overfor sig selv og turde satse på drømmen, fortæller sangeren.

Læs også: X-Factor-Jógvan trækker racismekortet

- Min søn er fire år, og han elsker at spille fodbold. Jeg bliver nødt til at være et forbillede for ham, så han tror på, at han kan gøre lige præcis, hvad han vil, når han bliver ældre, siger Jógvan om hvorfor, han er nødt til at udleve sin drøm.

- Jeg har virkelig satset alt på det her. Uanset om jeg vinder X Factor eller ej, så vil jeg altid være musiker. Mange siger, at man ikke kan leve af musikken, men det handler jo ikke om pengene, det handler om livet. Du er her kun én gang, og hvorfor ikke bare gøre det, du elsker, siger han.

Læs også: Jógvan: Bruger X Factor til at promovere ny plade

Fredag aften skal Jógvan gøre det, han elsker, når han på scenen skal dyste mod 15-årige Emilie Esther og gruppen Ivarsson, Bang og Neumann i finalen. Årets X Factor-trofæ uddeles i aften i Boxen i Herning.

Sponsoreret indhold